Passagerer i god behold efter at være meldt savnet på havet

En båd, der var sejlet fra Paamiut, blev lørdag aften meldt savnet på grund af tæt tåge.
Politiet sejlede søndag morgen fra Paamiut for at lede efter de savnede passagerer. Foto © : KNR
06. august 2023 14:46

En voksen mand og to drenge på 11 og 13 år blev lørdag aften meldt savnet, efter at de var sejlet fra Paamiut.

Det oplyser vagtchef i Grønlands Politi, Ole Hald.

To både var sammen sejlet afsted fra Paamiut lørdag, men på grund af tæt tåge var bådene blevet væk fra hinanden. Derfor kontaktede passagererne på den anden båd politiet.

- Politiet får en anmeldelse kl. 23.08 lørdag aften om, at båden med en mand og to drenge er blevet væk, og at det ikke er muligt at komme i kontakt med dem, siger Ole Hald.

Båden opholdte sig i et område, hvor der var dårligt signal. Derfor udsendte politiet en pan-pan, et nødråb, via Aasiaat Radio og forsøgte uden held at komme i kontakt med passagererne via VHF-radio.

Kurs mod Paamiut

Da de pågældende personer var sejlet ud i en stor motorbåd med kahyt, vurderede politiet, at de var i stand til at klare sig natten over.

Søndag morgen kl. 7.30 sejlede Grønlands Politi til området for at lede efter den savnede båd. Godt en time efter fik politiet en melding fra de savnede passagerer om, at de var i god behold.

De havde på det pågældende tidspunkt kurs mod Paamiut, men med nedsat motorkraft, da der var sprunget en kølerslange på båden.

- De havde haft problemer med kommunikationen ombord på båden, så de ikke kunne komme i kontakt med Aasiaat Radio. Klokken 11.20 her til formiddag fik politiet melding om, at de savnede personer er kommet godt hjem, fortæller vagtchef Ole Hald.