Partier vil arbejdskraftmangel til livs

Mens Demokraterne mener, det skal være lettere for virksomheder her i landet at hente arbejdskraft udefra for at komme problemet med mangel på arbejdskraft til livs, så er Inuit Ataqatigiit mere tøvende i deres udmelding.
Foto © : KNR
Skrevet af Jonas Fievé
13. november 2018 09:49

Ifølge en analyse lavet for Grønlands Erhverv manglede deres medlemmer 977 medarbejdere i september. Demokraterne bakker derfor op om GEs ønske om, at det skal være lettere at hente arbejdskraft udefra, selvom partiet helst ser, at man finder arbejdskraften lokalt.

- Når det så er sagt, skal vi også erkende, at det skal være lettere at rekruttere arbejdskraft fra udlandet. Det er nogle politiske erkendelser, der skal til, og så er det også noget lovgivning, som jeg mener, at men rent politisk skal have løst. Vi er i en fase nu, hvor vi mangler arbejdskraft, og det skal løses, før de projekter, som vi skal have i gang her i landet, siger Randi Vestergaard Evaldsen.

LÆS OGSÅ Vores medlemmer mangler over 900 medarbejdere

Alle parter skal inddrages

Hos Inuit Ataqatigiit frygter man også, at den store mangel på arbejdskraft er hæmmende for udviklingen her i landet. Men i modsætning til Demokraterne vil Múte Bourup Egede endnu ikke lægge sig fast på, om det skal være lettere at rekruttere arbejdskraft udefra.

- Vi mener fra IA, at man sammen må finde på den bedste løsning for den udfordring, der ligger. Det skal være politisk, fra erhvervslivet men også fra SIK og andre relevante parter skal også inddrages i det her. Man skal ikke forhale det, da det er en problemstilling, vi skal have løst rimeligt hurtigt, siger Múte Bourup Egede.