På lørdag går starten: Qaanaaq deltager i Avannaata Qimussersui for første gang

Det var meningen, at alle hundeslædedistrikter i hele Grønland skulle have deltaget i Avannaata Qimussersui i år. Hunde fra Aasiaat og Tasiilaq er nemlig ikke blevet vaccineret.
25. marts 2021 10:52

Det traditionsrige hundeslædeløb Avannaata Qimussersui løber af stabelen på lørdag i Ilulissat - og for første gang skal Qaanaaq deltage. 

- Ja, det er selvfølgelig spændende. Tidligere deltog vi kun som tilskuere, siger Qillaq Kristiansen, der deltager for første gang. 

Han er nemlig fra Qaanaaq og vandt Qimuggeq-løbet. I Ilulissat har han afprøvet banen nu. 

LÆS OGSÅ Østgrønland må ikke deltage i Avannaata Qimussersui alligevel

- Vi var flere, der prøvekørte hele løbsbanen. Banen er tilfredsstillende, men det bliver spændende at skulle køre ned ad, siger Qillaq Kristiansen.

Qillaq
Foto © : Privat
Qillaq Kristiansen

Det var meningen, at alle hundeslædedistrikter i hele Grønland skulle have deltaget i Avannaata Qimussersui i år. Faktisk har arrangørerne ønsket sig det hvert år. Det er bare ikke lykkedes endnu. Der har ikke været penge til det.

Manglende vaccinationer i Tasiilaq

Og selvom Qaanaaq for første gang er klar til at deltage, bliver ønsket altså heller ikke opfyldt i år, siger en ærgerlig formand for hundelædeorganisationen KNQK. 

- Endelig skulle drømmen gå i opfyldelse. Men desværre var hundevaccinationerne ikke blevet gennemført, derfor kunne kuske fra Tasiilaq distriktet og Aasiaat ikke deltage, siger Johan Olsen. 

LÆS OGSÅ Aasiaat deltager heller ikke i Avannaata Qimussersui

- Det står i loven, at slædehunde ikke må flyttes til andre bosteder, hvis de ikke har den lovpligtige vaccination, siger Johan Olsen.

Det har siden 1. januar 2017 været lovpligtigt at vaccinere samtlige slædehunde mod hundesyge og parvovirus. 

Hundesygdomme var tæt på at udrydde slædehunde i Qaanaaq-området i slutningen af firserne. Hundeejere i Ilulissat og andre steder donerede dengang slædehunde for at sikre, at fangerne kunne opretholde deres erhverv.

Det afhænger af hundene

Til gengæld har Qillaq Kristiansen, Igaja Alataq og Peter Avike fra Qaanaaq kvalificeret sig.  

Og Qillaq Kristiansen sætter sin lid til sine hunde op til løbet.

- Det vil være udmærket at komme i mål i god behold. Det afhænger af hundene, siger Qillaq Kristiansen.

Avannaata Qimussersui har deltagere fra Qaanaaq, Upernavik distrikt, Uummannaq fjorden, Saqqaq, Qeqertaq, Ilulissat, Qasigiannguit og Sisimiut.