Overblik: Her står partierne lige efter valgudskrivelsen

Folketingsvalget skal afholdes 24. marts. KNR har talt med partierne lige efter valgudskrivelsen. Kun ét parti har offentliggjort kandidater indtil videre.
Valgets startskud har lydt i Danmark, men det tager tid, før braget kommer til Grønland. Foto © : KNR / Markus Valentin
26. februar 2026 14:51

I formiddags meddelte statsminister Mette Frederiksen fra Folketingets talerstol, at hun vil gå til kongen for at bede om at få udskrevet valg til afholdelse 24. marts.

Ud af de fem partier i Inatsisartut har kun Siumut offentliggjort enkelte kandidater.

I 2022 vandt de folketingsvalget med flest stemmer, da Aki-Matilda Høegh-Dam fik 33 procent af alle stemmer.

Siden har filmskaberen Aka Hansen meldt sit kandidatur med det formål at færdiggøre Aki-Matilda Høegh-Dams arbejde.

Også Ane Lone Bagger, tidligere naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, stiller op for Siumut.

KNR har rakt ud til de forskellige partier lige efter statsministerens tale for at få en status på, hvem der stiller op.

Valgstart

Det kan tage lang tid, før lyden fra valgkampens startskud rammer de grønlandske breddegrader.

For partierne tøver på nuværende tidspunkt med at melde noget ud.

I et interview med KNR fortæller Aaja Chemnitz (IA), at hun ikke genopstiller. 

Inuit Ataqatigiit fortæller til KNR, at de for nuværende ikke har nogen kommentarer til, hvem der så er kandidater.

Ligeledes oplyser Demokraatit, at deres overblik over kandidaterne endnu ikke færdiggjort endnu. 

Atassut fortæller, at de har deres kandidater, men at de endnu ikke er klar til at offentliggøre dem.

I løbet af eftermiddagen har Bentiaraq Ottosen offentliggjort sit kandidatur for Atassut.

Tæt på offentliggørelse

Naleraq kom på fjerdepladsen ved sidste folketingsvalg.

Her fik partiets grundlægger Hans Enoksen 9,8 procent af stemmerne.

Siden han gik bort sidste år, og Aki-Matilda Høegh-Dam siden 2023 har fortalt, at hun ikke genopstiller, skal partiet finde nye kandidater.

I øjeblikket rejser Aki-Matilda Høegh-Dam rundt i Vestgrønland med Juno Berthelsen. Han var en af de tre folketingskandidater ved sidste valg, hvor han fik 1,7 procent af stemmerne.

Det er endnu ikke offentliggjort, om han igen vil være at finde på Naleraqs liste af kandidater. Men partiet oplyser til KNR, at de forventer at offentliggøre deres kandidater i løbet af i dag.

Her forventes det - ligesom sidst - at de stiller med tre kandidater til Folketinget.