Overblik: Håndbold, volley og taekwondo håber stadig på GM

Alle grønlandsmesterskaber er aflyst i år. Men enkelte forbund går dog stadig rundt med håb og drømme.
- Myndighederne bør lytte mere til sportsforbund og det har jeg forhåbninger om, at de vil gøre i den kommende tid, siger formand for håndboldforbundet, Jørgen Isak Olsen. Foto © : Camilla Dam/KNR
Skrevet af Malik Brøns
31. juli 2020 12:16

Indtil nu har fodboldforbundet KAK meldt ud, at der helt sikkert ikke bliver grønlandsmesterskaber i fodbold i år.

Det har coronaregler nemlig sat en stopper for. Ifølge en ny bekendtgørelse fra selvstyret må man nemlig ikke rejse fra kommune til kommune, når der skal holdes store arrangementer, som kræver tilmelding.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq om GM: Ikke muligt at imødekomme ønsker fra KAK

Nu sidder indendørs sportsgrene som håndbold, taekwondo, badminton og volleyball og har endnu ikke besluttet, om de også skal aflyse deres turneringer - de håber nemlig stadig, at det kan lade sig gøre at gennemføre.

Regler for forsamlinger

 

Ind til 31. december må der maksimalt være 100 mennesker samlet indenfor. Udenfor er 250 mennesker det højeste antal, der må være samlet.

 

Man må ikke rejse fra kommune til kommune. Ifølge den nye bekendtgørelse fra Selvstyret om midlertidige restriktioner vedrørende forsamlinger står der i paragraf 2:

 

"Ved arrangementer og begivenheder, som kræver tilmelding, skal arrangøren sikre, at personer fra andre kommuner ikke kan tilmelde sig."

Håndbold 

Håndboldforbundet TAAK har indtil videre udskudt grønlandsmesterskaberne i håndbold til efteråret. De skulle have været holdt i påsken.

Det hele afhænger af, om Naalakkersuisut vil lempe restriktionerne, siger formand for TAAK, Jørgen Isak Olsen.

- Vi håber stadig på, at det kan arrangeres. Og vi følger arbejdet med håbet i os. Hvis det pludselig bliver muligt, vil vi være taknemmelige. Men hvis ikke, må vi udskyde mesterskabet eller aflyse det helt, siger han.

LÆS OGSÅ Idrætsforbund vil fortsætte GM-presset på Naalakkersuisut

Forhåbningerne har dog en deadline og Jørgen Isak Olsen siger, at det vil være bedst at få en klar udmelding inden september.

- Myndighederne bør lytte mere til sportsforbund, og det har jeg forhåbninger om, at de vil gøre i den kommende tid, siger han. 

Volleyball

Volleybolden er i samme bane.

KVK, Volleyballforbundet, vil også forsøge at afvikle deres mesterskaber til efteråret.

- Vi vil ansøge Naalakkersuisut om at afvikle grønlandsmesterskaberne til oktober for de voksne, siger formand for KVK, Aalipaaraq Kreutzmann. 

Taekwondo 

Et andet forbund, som også er afventende i forhold til mesterskaberne, er taekwondoforbundet GTF. 

Formand Vivi G. Lennert siger, at forbundet har sat en deadline til 7. august. 

- Vi har selvfølgelig håbet på at afvikle mesterskaberne i Qaqortoq i uge 42. Men nu ser det ikke så godt ud, siger hun.

Hun vurderer, at mesterskaberne nok ikke bliver til noget i år, da tiden til at beslutte sig er lige rundt om hjørnet. Men bestyrelsen vil løbende vurdere situationen, siger hun.

Badminton 

Badmintonforbundet har også fået udsat deres mesterskaber, som skulle have været i påsken. 

Forbundet håber, at det kan blive muligt til efteråret.

- Vi kan ikke arrangere noget uden om bekendtgørelsen. Men vi håber dog, at der på en eller anden måde kan findes en løsning, siger formand for Grønlands Badminton Forbund, Michael Kleist.

Arctic Sports Greenland 

I Arctic Sports Greenland, som arrangerer mesterskaber for inuit og -grønlandske lege, vil forbundet ikke tage nogen chancer.  

Årets GM skulle havde været afviklet i Ilulissat tidligere på året, men blev udskudt til efteråret. Og på grund af de nuværende restriktioner, har forbundet aflyst arrangementet helt, siger formand Bolethe Stenskov:

- Hvis der bliver lavet ændringer i restriktionerne, vil vi i bestyrelsen vurdere det. Men vores mesterskaber plejer at blive afholdt både inden og udenfor, og vi lejer som regel en festsal, hvor der ikke er badefaciliteter til de mange deltagere, siger hun og fortsætter:

LÆS OGSÅ Klubber skuffet over GM-aflysning: Vi har kæmpet så hårdt for ingenting

- Så der er mange praktiske og sundhedsmæssige overvejelser, vi skal have i baghovedet, hvis vi alligevel skulle vælge at arrangere et GM.

Hun opfordrer de forskellige lokalforbund i landet til at afholde kredsturneringer i stedet for.

GM-ski i langrend og alpin 

Skiene bliver også stående i skuret. 

Formanden for GSKIF, Skiforbundet i Grønland, har heller ikke planer om at afvikle grønlandsmesterskaber i langrend og alpin. Det skulle havde været startet i påsken, men det blev aflyst. 

- Oven i det blev både Arctic Winter Games og danmarksmesterskaberne også aflyst, siger formand Timooq Mølgaard.

Kajak

I Qaannat Kattuffiat, Kajakroernes Landsforening, aflyste man allerede GM tilbage i maj.  

Grønlandsmesterskaberne skulle have været afviklet i Ilulissat i juli. De er blevet udsat til næste år, siger formand for Qaannat Kattuffiat, Kajakroernes Landsforening, Elias Inuusuttoq. 

Omkring 180 kajakroere skulle have deltaget i mesterskaberne.