Naalakkersuisoq om GM: Ikke muligt at imødekomme ønsker fra KAK
Efter måneders tovtrækkeri er konklusionen klar: Der bliver ingen nationale fodboldmesterskaber i år.
Den meddelelse skrev fodboldforbundet KAK ud på Facebook sent tirsdag aften efter flere ophedede dage, hvor en beslutning om, hvorvidt GM skulle holdes eller ej blev hængende i luften.
LÆS OGSÅ Spiller om aflyst GM: Det er som en dårlig smag i munden
KAK har blandt andet kritiseret Coronasekretariatet for manglende vilje til at samarbejde og for ikke at se på muligheder for at gennemføre turneringen.
Ind til 31. december må der maksimalt være 100 mennesker samlet indenfor.
Udenfor er 250 mennesker det højeste antal, der må være samlet.
Man må ikke rejse fra kommune til kommune. Ifølge den nye bekendtgørelse fra Selvstyret om midlertidige restriktioner vedrørende forsamlinger står der i paragraf 2:
"Ved arrangementer og begivenheder, som kræver tilmelding, skal arrangøren sikre, at personer fra andre kommuner ikke kan tilmelde sig."
I weekenden nåede sagen så op på det højeste niveau, da KAK holdt møde med selvstyret og Coronastaben.
Ifølge KAK foreslog forbundet flere alternativer - blandt andet et cup-system, der ikke samler alle kampene i én by - i et forsøg på at få mesterskaberne gennemført.
Problemet er nemlig, at nye coronaregler har stået i vejen for mesterskaberne. Ifølge en ny bekendtgørelse fra selvstyret må man nemlig ikke rejse fra kommune til kommune, når der skal holdes store arrangementer, som kræver tilmelding.
Ingen muligheder
Men selvstyret ville ikke gradbøje reglerne for at komme KAK i møde. Det fremgår i en mail fra naaakkersuisoq for sundhed Anna Wangenheim (D) til KNR onsdag eftermiddag:
- Jeg har benyttet weekenden til at få en nærmere afklaring af forholdene, og alle fremlagte scenarier er blevet gennemgået, siger hun i mailen.
- De skitserede muligheder for afholdelse af GM har ikke været mulige inden for bekendtgørelsens rammer.
LÆS OGSÅ KAK om GM-aflysning: Det er en stor krise for sporten
Ifølge Anna Wangenheim er en ny bekendtgørelse for forsamlinger på vej allerede i denne uge - men der bliver ikke ændret en masse i den.
- Således vil det ikke være muligt med de skitserede løsningsforslag at imødekomme forslagene fra KAK, siger nalakkersuisoq i mailen.
KAK har ikke stået alene med ønsket om at få GM gennemført på trods af coronaregler. Demokraternes Nivi Olsen og Siumuts Erik Jensen har også været ude med riven og sagt, at der bør være en måde at få GM gennemført på.