Oppositionen stemmer imod finansloven

Det bliver en tilbagevenden til et snævert flertal bag finansloven, der i morgen skal vedtages.
Skrevet af Mads Fisker
14. november 2011 06:23

Oppositionen står således fast i sin modstand mod afgørende dele af næste års Selvstyre-budget, og efter udvalgets behandling af det endelige udkast fra naalakkersuisoq Maliina Abelsen, fremgår det altså, at både Atassut og Siumut vil stemme imod finansloven.

Til det sidste ønsker oppositionen nemlig at holde fast i den omdiskuterede afgift på efterforskning inden for mine- og råstofsektoren. Standpunktet har mødt kritik fra Naalakkersuisut, som på sin side har ment forslaget var lagt i graven tidligere i forhandlingerne.

Men den opfattelse deler oppositionen altså langtfra. Og en stor del af de 332 millioner kroner, man lægger op til at kradse ind her alene på næste års budget, skal på mange måder sendes videre til formål, der har tydelig sammenhæng med aktuelle politiske sager. Seksuelt misbrugte, byggeri uden for Nuuk, de omdiskuterede kunstgræsbaner og millionstøtte til at bakke op om moderniseringen af det kystnære fiskeri, hvor Naalakkersuisut i Atassuts optik er løbet fra et klart løfte til partiet om ikke først og fremmest at sætte sin lid til private investeringer, sådan som ændringerne i fiskeriloven tilskynder.

Efter et samråd her i weekenden med naalakkersuisoq Ove Karl Berthelsen afviser koalitionens flertal i udvalget dog endegyldigt og klokkeklart forslaget om efterforskningsafgiften, da det efter både Naalakkersuisut og udvalgsmedlemmernes opfattelse må anses for både ubetænksomt og urealistisk at hente dette tre-cifrede millionbeløb hos de udenlandske selskaber.

I samme hug afviser koalitionen derfor også de mange ekstrabevillinger fremsat af oppositionen, da de altså er betinget af selvsamme finansiering. I stedet bakker koalitionen op om naalakkersuisoq Maliina Abelsens endelige bud på en finanslov, hvor det lige nøjagtigt er lykkedes at opnå det erklærede mål om balance. Det skal ske igennem den hævede afgift på importede drikkevares emballage samt et kludetæppe af besparelser på drift, ajourførte positive tal på rejeafgift, boligsikring og alderspension samt mindre driftsomrokeringer.