Oppositionen med skarp kritik af Karl Tobiassen: Lovbrud skaber mistillid

I dag blev naalakkersuisoq for fiskeri og fangst kaldt i samråd. Han lover, at departementet tager sagen alvorligt.
Karl Tobiassen stod i dag på mål for de lovbrud, ombudsmanden mener, departementet for fiskeri og fangst to gange har begået. Foto © : KNR / Aputsiaq Arrens
30. marts 2023 16:51

Klokken 14 torsdag startede et samråd mellem naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Karl Tobiassen, og Inatsisartuts udvalg for Fiskeri- Fangst- og Landbrug.

Grunden til samrådet er en sag om sildepiskere, hvor departementet for Fiskeri og Fangst har fået hård kritik fra ombudsmanden for at bryde loven.

Det skulle Karl Tobiassen så stå skoleret for i dag overfor udvalget, hvor politikere fra oppositionen stemte i koret af kritikere.

Det skaber nemlig mistillid, når der bliver begået gentagende lovbrud, lød det fra oppositionen. 

Karl Tobiassen indledte mødet, at fortælle at kritikken fra ombudsmanden bliver taget meget alvorligt, og at det er vigtigt, at hans departement følger loven.

- Det er vores mening at forklare ombudsmanden, hvad der sket og orientere udvalget, når vores svar er færdigt, sagde Karl Tobiassen.

Ombudsmandens kritik

Sagen begyndte at rulle i mandags. Da rettede ombudsmand Vera Leth en alvorlig kritik mod departementet for at have afslået en ansøgning om kvoter for fangst af sildepiskere. 

Departementet henviste i stedet til en beslutning, som naalakkersuisut lavede i 2021. 

Sagen forklaret

I november 2022 gav departementet for fiskeri og fangsts afslag på en ansøgning om kvoter til fællesfangst af sildepiskere.

Som begrundelse for afslaget henviste departementet til en beslutning om at indføre tidsbegrænsning for fællesfangst af sildepiskere, som naalakkersuisut traf i december 2021.

Departementet oplyste i forbindelse med ombudsmandens undersøgelse, at departementet anså naalakkersuisuts beslutning som gyldig hjemmel for afslaget.

Men der har altså ikke været lovhjemmel, forklarer ombudsmanden og kritiserer blandt andet departementet for ikke at følge legalitetsprincippet.

Legalitetsprincippet er en vigtig regel, der beskytter borgernes rettigheder. Kort sagt er det med til at sikre, at alle afgørelser og handlinger som myndighederne træffer, skal have gyldig hjemmel i lovgivningen.

Med andre ord kan myndighederne ikke bare gøre, hvad de vil - kun hvis det står i loven.

Og det er netop det departementet for fiskeri og fangst har forsøgt sig med ikke bare én, men to gange.

Men det må man ikke, og derfor kaldte ombudsmanden sagsbehandlingen for ”stærkt bekymrende”.

De har nemlig vist sig, at Departementet for Fiskeri og Fangst to gange har handlet i strid med loven.

Formand for demokraatit, Jens-Frederik Nielsen, var også med på samrådet. Han er næstformand i Inatsisartuts udvalg for Fiskeri- Fangst- og Landbrug, og han var langt fra tilfreds med den måde departementet har handlet i sagerne.

På samrådet spurgte han Karl Tobiassen, hvordan de kan undgå en lignede situation i fremtiden.

- Det har skabt røre i samfundet, og borgene skal kunne stole på os. Det her er sket to gange. Det her skaber mistillid til os politikere. Hvordan kan det ske, og hvordan sikrer I, at det ikke sker igen?

Naalakkersuisoq lovede, at der er bekendtgørelser på vej.

- Arbejdet er i gang, og vi ser det som noget, der haster, sagde Karl Tobiassen. 

Han fortæller, at departementet er i gang med at få lovhjemmel, så de kan sikre sig, at loven bliver overholdt.

KNAPK har mistet tilliden

Også KNAPK har været ude med kritik.

Flere gange har fisker- og fangerorganisationen kontaktet departementet for at forbedre samarbejdet.

Men det har ikke været muligt at hale et sådant samarbejde i land, og derfor har KNAPK flere gange måtte gå tomhændet hjem, forklarer formand Nikkulaat Jeremiassen til KNR.

- Vi har skrevet til naalakkersuisut, at vi har erklæret et mistillidsvotum. Vi har skrevet mange henvendelser til departementet for fangst og fiskeri, men vi får aldrig svar. Det er derfor, vi mister tilliden til dem.

Om kritikken fra KNAPK udlægger Karl Tobiassen dog en anden side af sagen. Han mener nemlig, at de gentagende gange har forsøgt at få kontakt med organisationen.

- Vi finder det meget ærgerligt, at KNAPK har erklæret mistillidsvotum. Men det undrer os, for vi har forsøgt at komme i kontakt med dem flere gange, og de bliver svaret.

Om det gentagende lovbrud skal have konsekvenser, kan formanden for udvalget, Hans Aronsen (IA) ikke sige noget om endnu, fortæller han til KNR, men han siger, at de nu vil undersøge sagen.

- Vi vil nu overveje naalakkersuisoqs arbejde, fortæller Hans Aronsen.