Efter alvorlig kritik: Karl Tobiassen skal i samråd i dag
I dag klokken 14 skal Karl Tobiassen (S), som er naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, i samråd. Det er Intasisartuts udvalg for Fiskeri- Fangst- og Landbrug , der har indkaldt ham – og det har de, fordi en sag om sildepiskere klæber til Karl Tobiassen.
Det har nemlig vist sig, at Departementet for Fiskeri og Fangst to gange har handlet i strid med loven. Og det er det, som Karl Tobiassen skal svare på spørgsmål om i dag klokken 14, når han sætter sig i den varme stol på samrådet.
Sagen begyndte at rulle i mandags. Da rettede ombudsmand Vera Leth en alvorlig kritik mod departementet for at have afslået en ansøgning om kvoter for fangst af sildepiskere.
Departementet henviste i stedet til en beslutning, som Naalakkersuisut lavede i 2021.
Men det må man ikke, og derfor kaldte ombudsmanden, som er den offentlige forvaltning, sagsbehandlingen for ”stærkt bekymrende”.
Det er anden gang
Og det er ikke første gang, at Departementet for Fiskeri og Fangst har klokket i det. Det er sket to gange. Det skete også i 2021 i en lignende sag, som ombudsmanden også kritiserede.
Dengang afslog embedsmændene en licens på fiskeri efter hellefisk.
Ifølge Mark Ørberg, der underviser og forsker i forvaltningsret ved Copenhagen Business School, er det klart i strid med reglerne. For embedsmænd må ikke bare opfinde deres egne regler.
- Hvis der ikke står noget i reglerne, så må departementet ikke gøre noget, sagde han til KNR i går.
Tager kritik alvorligt
KNR har forsøgt at få en reaktion på kritikken fra departementet for fiskeri og fangst.
De er i gang med at undersøge sagen, men kan på nuværende tidspunkt ikke sige så meget. Lige nu er de ved at få styr på et svar til ombudsmanden, men departementschefen understreger overfor KNR sagens alvor.
- Vi tager ombudsmandens kritik alvorligt, siger departementschef Jørgen Isak Olsen til KNR.