Opkast sætter en stopper for retssag

En en uge lang retssag med tre mænd på anklagebænken er udskudt til efter sommerferien på grund af sygdom.
En retssag mod tre mænd i Sisimiut er blevet udskudt, fordi en domsmand blev dårlig under tirsdagens retsmøde. Foto © : Thor Bill / KNR
19. juni 2024 10:37

Qeqqa Kredsret i Sisimiut var godt i gang på andendagen i en vold- og voldtægtssag, da sagen øjeblikkeligt blev stoppet.

Årsagen var, at en af de tre domsmænd begyndte at kaste op under retsmødet. Derfor er sagen udskudt og bliver først genoptaget til august, oplyser anklagemyndigheden.

Sagen er mod tre mænd, der er tiltalt for flere episoder af vold i Sisimiut i en periode på seks måneder sidste år. 

Derudover fortæller anklager ved Grønlands Politi Signe Suhr, at to af de tre mænd vil sidde tilbageholdt indtil sagen bliver genoptaget.

Ændring i påstand

Den tredje er en 17-årig dreng, der ‘kun’ er tiltalt i ét forhold ud af de i alt 15 af slagsen.

Han er ikke tidligere foranstaltet, og derfor ændrer anklagemyndigheden deres påstand om foranstaltningen fra anstaltsanbringelse i fire måneder til opsyn af kommunen i et år, hvis han bliver dømt.

De to andre tiltalte er to mænd på 19 og 20. Den 19-årige står til en dom på et år og ni måneder, mens den 20-årige står til halvandet år i anstalten.