Den grønlandske operasanger Ida Heinrich er død.
Hun fik konstateret kræft i 2016, og i dag sov hun ind, bekræfter en kilde tæt på familien overfor KNR.
Ida Heinrich blev født i 1979, og på Facebook begynder der at strømme mindeord ind. I en opdatering skriver den tidligere naalakkersuisoq for kultur Doris Jakobsen Jensen:
"Det er sørgeligt, du er en stærk kvinde. Du baner vejen for andre. Din kærlighed stråler fra dig. Samfundet har mistet en værdifuld person. Jeg kommer til at savne dig meget, men du vil altid være i vore hjerter. Alt det, du har givet, og din pragtfulde stemme vil gå videre til vore efterkommere. Jeg føler dybt med din familie og særligt dine børn. Ære være dit minde og tak for alt."
Modtog kulturpris sidste år
Så sent som sidste år modtog Ida Heinrich Den Grønlandske Kulturpris, som blev uddelt på Nationaldagen.
Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur og Kirke, Vivian Motzfeldt, sagde i den anledning om Ida Heinrich:
- Som klassisk musikuddannet har hun været med til at udvikle og skabe fornyelse i sangkulturen her i landet. Mange finder trøst og glæde, når hun synger. Og det er tydeligt for enhver, at sang er en stor del af hendes identitet. Hun er forbillede for mange, og en frontfigur inden for den grønlandske klassiske musikgenre.
Tilbage i 2017 spillede flere bands en støttekoncert til fordel for Ida Heinrich. Det skete i Nuuk, og støtten glædede Ida Heinrich:
- Jeg finder stor trøst og glæde i, at der er nogle, der har arrangeret det her for mig, sagde hun til KNR den 1. september 2017.