Olsvig: Manglende overblik er et problem
Naalakkersuisoq for justitsvæsen, Sara Olsvig, anerkender Advokatrådets kritik af det manglende overblik over grønlandsk lovgivning.
Olsvig oplyser, at hun arbejder på at højne standarden generelt inden for justitsområdet.
LÆS OGSÅ Advokater efterlyser overblik over lovgivningen
- Det er en problematik, som jeg tager meget alvorligt, og som jeg mener, at vi skal have set nærmere på, siger Sara Olsvig om de manglende lovbekendtgørelser for lovgivning vedtaget i Inatsisartut.
Bekendtgørelserne er vigtige for, at advokater, sagsbehandlere og borgere kan få et overblik over, hvilke regler der gælder her landet, fordi de sætter ændringer af en lov sammen med den oprindelige lov.
Olsvig forstår forvirring
- Så derfor er det vigtigt for alle i en bred forstand og derfor et fundamentalt spørgsmål for retsvæsnet og for retssamfundet, siger Torben Jensen, generalsekretær i Advokatsamfundet og deltager i arbejdsgruppen, der har udarbejdet rapporten Retssikkerhed i Grønland for Advokatrådet(Advokatsamfundets bestyrelse).
LÆS OGSÅ Autoriserede forsvarer er uenige i kritik
Sara Olsvig anerkender, at det kan gøres bedre.
- Når man har set hvordan lovbekendtgørelser fra eksempelvis det danske system de sammenskriver, og dermed gør det nemmere selv at få et overblik, hvis man er jurist eller sagsbehandler i systemet, så er det nemt at forestille sig hvor svært det kan være at finde rundt i vores grønlandske love og lovændringer, forklarer Sara Olsvig.
Ifølge Advokatrådets rapport Retssikkerhed i Grønland, så er de manglende lovbekendtgørelser en udfordring for retssikkerheden.
- Det er vigtigt i første række at sikre, at de personer, myndigheder og organisationer der skal anvende reglerne, kan anvende dem på den rigtige måde. Det er sådan set det centrale, siger Torben Jensen.
LÆS OGSÅ Kredsretter bør sammenlægges
Han anerkender, at det vil kræve ressourcer at indføre lovbekendtgørelser, men det er alligevel arbejdsgruppens klare anbefaling:
- Det kræver selvfølgelig, at den ansvarlige minister siger, at det her, synes vi, er vigtigt, og derfor skal der laves lovbekendtgørelser, siger Torben Jensen.
Olsvig vil sætte nye mål for justitsområdet
Sara Olsvig erkender også, at det manglende overblik har betydning for borgernes retssikkerhed.
- Så skaber det en situation, hvor det er svært at vide som borger om ens sag er blevet varetaget i tilstrækkelig god grad, siger Sara Olsvig.
På spørgsmålet om hvorfor lovbekendtgørelserne ikke laves, henviser Sara Olsvig til formandens departement og Lovafdelingen. Det er dog ikke endnu lykkedes KNR at få en kommentar fra formanden for naalakkersuisut, Kim Kielsen, til sagen.
LÆS OGSÅ Danmark har ansvaret
Men Sara Olsvig oplyser, at hun er i gang med at gennemgå justitsområdet for at højne standarden:
- Det er her, at jeg som Naalakkersuisoq på justitsområdet er gået i gang med at udarbejde et udkast til Naalakkersuisut om nye mål og krav på hele området, så vi kan få højnet standarden på hele justitsområdet generelt, siger Sara Olsvig.
Torsdag fremlægger Advokatrådet sin rapport om retssikkerhed i Grønland for Folketingets medlemmer af rets- og Grønlandsudvalgene.