Olieundersøgelser forvirrer hellefisken

Lydbølger ved olieundersøgelser stresser hellefisken, og dens indre kompas bliver sat helt ud af kurs. Det viser verdens største undersøgelse af fisks reaktion på seismiske undersøgelser.
11. marts 2010 09:13

Hellefisken er en af de fisk, der reagerer kraftigst på lydbølger. Den svømmer forvirret rundt på må og få.

For fiskerne betyder det bundter af hellefisk i garnet, men også, at langt færre hellefisk bider på langlinens kroge. Det fastslår en stor undersøgelse foretaget af Norges oliedirektorat og Institut for Marineforskning.

Resultatet er interessant med grønlandske øjne, fordi kommende olieeventyr betyder, at Grønlands farvand i perioder vil sværme med seismiske undersøgelsesskibe.

Kaj Sünksen er fiskeribiolog ved Grønlands Naturinstitut med speciale i hellefisken, og KNR har bedt ham vurdere undersøgelsen.

Han betegner den som velfunderet og spændende.

- Fra et fiskerimæssigt synspunkt må det naturligvis være irriterende at skulle være nødt til at flytte sit fiskeri, når der kommer et seismisk undersøgelsesskib. Især da fiskeren nogen gange ikke har en reel mulighed for at skifte fiskeplads, da de ofte fisker i begrænsede områder, fastslår Kaj Sünksen.

Han pointerer samtidig, at fra et biologisk synspunkt har det dog formentlig ikke den store betydning, at voksne fisk bliver forstyrrede og stressede i en kort periode. Men det er uheldigt, hvis fiskene i gydeperioden holdes væk fra gydeområderne på grund af seismiske undersøgelser i perioden op til gydningen.

- Hvis gydningen fejler et år, vil det medføre, at en årgang helt mangler, når den opnår en fiskbar størrelse. De arter der fiskes kommercielt i grønlandsk farvand, formodes dog alle at gyde om vinteren, eller i løbet af foråret. Mig bekendt blev de seismiske undersøgelser i 2009 alle blevet udført i løbet af efteråret, fremhæver Kaj Sünksen.

Han hæfter sig ved, at i grønlandsk farvand er der enkelte sommergydende arter som tobis, og de udgør en vigtig del af fødekæden. Men hvordan seismiske undersøgelser påvirker disse sommergydere, mener Kaj Sünksen er dårligt belyst.