Ole Dorph skal styre Nordgrønland

På forhånd var det ventet, at der kunne ske omvæltninger i Qaasuitsup Kommunia i Nordgrønland, hvor siumutborgmesteren Jess Svane ikke virkede til at side helt urokkeligt i sin borgmesterstol. På trods af dette opnåede Jess Svane faktisk en fremgang på 113 stemmer, så han denne gang kan glæde sig over 363 stemmer. Det er dog næppe nok. Ole Dorph, som også stiller op for Siumut, fik nemlig 413 stemmer, så han regner bestemt med at være i spil til borgmesterposten.
03. april 2013 10:48

- Det er selvfølgelig kutyme i Siumut, at den person der har fået flest stemmer bliver borgmester, funderede Ole Dorph efter valget.

Skulle der dog være nogen tvivl om hans intentioner, gør Ole Dorph det dog klart, at han både er helt klar og også meget interesseret i at lede kommunen.

- Jeg har en meget stor erfaring fra den post. Jeg har trods alt været borgmester i 10 år tidligere, så hvis jeg får muligheden for at blive borgmester vil jeg absolut ikke holde mig tilbage.

Umiddelbart peger alt også i retning af at Ole Dorph bliver ny borgmester. I hvert fald har Jess Svane ikke tænkt sig at stå i vejen for ham.

- I Siumut er traditionen, at den der fik flest stemmer bliver borgmester, og Ole Dorph kan regne med min støtte til han borgmester kandidatur, sagde han

Et af de store emner i Qaasuitsup Kommunia har været om kommunen er for stor og eventuelt skulle deles op i to. I forhold til denne problematik vil Ole Dorph følge den samme linje som den afgående borgmester Jess Svane, nemlig at arbejde videre med kommunens nuværende form.

- Jeg har siden 1990'erne kæmpet for at vi skulle lægge kommunerne sammen, og jeg er ikke så begejstret for at vi fordi vi støder ind i nogle problemer de første fire år, skal smide håndklædet i ringen og sige det der, det kan vi ikke finde ud af, slutter den formentligt kommende borgmester i Qaasuitsup Kommunia.