Offer overflyttet til Rigshospitalet efter voldeligt overfald

Lige knap to uger efter et voldeligt overfald i Sisimiut er politiet stadig på bar bund og leder efter gerningsmanden.
Offeret for det voldelige overfald, som blev begået uden for værtshuset Starlight i Sisimiut for knap to uger siden, er blevet overflyttet til Rigshospitalet i København. Foto © : News Oresund/Flickr Creative Commons
Skrevet af Anders Rytoft
05. januar 2024 12:05

Flere borgere har henvendt sig til Grønlands Politi med oplysninger i forbindelse med efterlysningen af 19-årige Minik Olinnguaq Konrad Olsen.

Det oplyser Karl Jørgen Lennert, der er politikommissær i Sisimiut, til KNR. 

Den unge mand blev efterlyst for et voldeligt overfald begået 23. december 2023, ca. kl. 03.15 i Sisimiut. Manden er sidst set uden for værtshuset Starlight i Sisimiut.

- Vi har fået flere henvendelser, som vi efterprøver, men det har ikke givet noget resultat indtil videre. 

Karl Jørgen Lennert er sparsom med oplysningerne. 

Det eneste, jeg kan sige, er, at efterforskningen pågår. Jeg kan ikke sige noget om, hvilke efterforskningsskridt vi foretager os, siger han fredag formiddag - knap to uger efter overfaldet.  

Overflyttet til Rigshospitalet

Hvorvidt politiet har en teori om, hvor Minik Olinnguaq Konrad Olsen befinder sig, vil politikommissæren heller ikke udtale sig om. 

- Vi har ingen teori. Ellers bliver det ren gætteri. 

Karl Jørgen Lennert oplyser dog, at voldsofferet er blevet overflyttet til Rigshospitalet i København. 

Minik Olinnguaq Konrad Olsen beskrives som 175 cm høj, sort hår, almindelig af bygning og grønlandsk af udseende. Beklædning ukendt.

Den efterlyste kan være farlig, så hvis man ser ham eller har oplysninger om, hvor han opholder sig, skal man ringe til politiet på tlf. 701448.

Foto af den eftersøgte fra 2023