Obama med storstilet klimaplan

USAs præsident Barack Obama vil tage et historisk skridt, for at dæmme op for den globale opvarmning. Det siger han selv i en video offentliggjort på Facebook.
Foto © : Pete Souza
Skrevet af DR
03. august 2015 05:45

Præsident Obama gør det klart, at klimaet forandrer sig og truer vores økonomi, sikkerhed og sundhed. Han undrer sig over, hvorfor USA har formindsket udledningen af giftstoffer som kviksølv og arsenik, når amerikanske virksomheder fortsat kan dumpe alt den CO2 i atmosfæren de har lyst til. Det skal være slut, lover præsidenten.

I det Obama og nogle eksperter kalder, det mest seriøse forsøg en amerikansk præsident har gjort på at begrænse klimaforandringerne, vil Obama blandt andet kræve, at alle eksisterende kraftværker reducerer udledningen af drivhusgasser med 32 procent inden 2030. Og med større krav om vedvarende energi, skal hele energisektoren transformeres, lyder fra USAs præsident.

Det republikanske flertal i kongressen har dog allerede varslet indædt modstand mod at Obama vil gøre sig selv til den største klimapræsident. Ifølge avisen New York Times vil mindst 25 delstater lægge sag an og forsøge at forpurre præsidentens plan.