Nyt landsdækkende hundeslædevæddeløb på vej

Slædekuske fra hele landet skal kunne dyste mod hinanden i hundeslædevæddeløb. Derfor har slædeførernes organisation KNQK besluttet, at der hvert tredje år skal laves et landsdækkende mesterskab i Ilulissat.
Foto © : KNR
04. februar 2019 08:19

Når slædehundene står klar til start ved mesterskaberne i Ilulissat i 2021, skal luften give genlyd af hundeglam fra både Øst, Vest og Nordgrønland.

Slædeførernes organisation KNQK har besluttet at lave et nyt landsdækkende mesterskab, Avannaata Qimussersui, der afholdes hvert tredje år, forklarer Hansiaraq Zeeb fra KNQK.

- Formålet er at skabe et fælles mesterskab i Ilulissat for deltagerne i de regionale mesterskaber, siger han.]]

For at deltage i det nye løb, skal deltagerne fra de forskellige slædehundedistrikter kvalificere sig gennem de lokale løb.

LÆS OGSÅ Qeqqatas hunde får grønt lys til Avannaata Qimussersua

Indtil nu har de lokale vindere fra kvalifikationsrunderne i distrikterne Qaanaaq, Østgrønland og Upernavik sjældent haft midler til at deltage i det årlige mesterskab Avannaata Qimussersua.

Derfor indførte KNQK sidste år de lokale mesterskaber i Qaanaaq distrikt og Østgrønland.

Og med et landsdækkende løb hvert tredje år, kan de som ikke kan deltage i det årlige Avannaata Qimussersua, måske deltage i det nye mesterskab.

Slædeførerorganisationen KNQK arbejder på at få støtte fra landskassen til afviklingen af Avannaata Qimussersui.

LÆS OGSÅ Tag test af mistænkte krydsninger af slædehunde