Nyt alderdomshjem i Paamiut

Ældre medborgere i Paamiut kan nu begynde at glæde sig til bedre faciliteter.
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
Skrevet af Inge S. Rasmussen
29. december 2015 14:08

Om tre år - i 2018 - vil et nyt alderdomshjem med 24 nye og moderne plejeboliger efter planen stå klar, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq.

Ud af de 24 nye plejeboliger er otte pladser forbeholdt demente patienter.

Byggeriet begynder efter nytår og placeringen af alderdomshjemmet vil være i centrum af Paamiut, lige ved siden af sygehuset. Der bliver i forbindelse med byggeriet oprettet en forbindelsesgang mellem de to bygninger.

Sygehus og alderdomshjem skal også deles om vaskeri og køkken.

- Med det nye byggeri øger vi kvaliteten og får flere plejepladser, som der er behov for med et stigende antal plejekrævende ældre, siger Malene Lynge, udvalgsformand for Velfærd, i forbindelse med byggeriet.

Kommuneqarfik Sermersooq har afsat 8,5 millioner kroner til byggeriet i næste års budget. I alt vil alderdomshjemmet koste kommunen 53 millioner kroner, hvoraf halvdelen bliver betalt af Selvstyret.