Nye lufthavne vil give en besparelse på 165 millioner
I den beregning indgår dog ikke udgifterne til en indenrigslufthavn i Qaqortoq, der forventes at blive en stor økonomisk belastning.
Det viser den første del af en foreløbig analyse om lufthavnsbyggeriernes økonomiske konsekvenser for landskassen, som konsulentvirksomheden Deloitte har lavet for Selvstyret.
LÆS OGSÅ Danmark har ikke blandet sig i kinesisk bud på lufthavne
Ifølge Deloittes beregninger vil investeringerne i nye atlantlufthavne i Nuuk og Ilulissat spare landskassen for 165 millioner kroner over de næste 25 år i forhold til, hvis man droppede de nye lufthavne og i stedet renoverer og investerer i de nuværende atlantlufthavne, Kangerlussuaq og Narsarsuaq.
Analysen er første trin i en større analyse om de økonomiske konsekvenser af lufthavnspakken.
Første trin handler udelukkende om konsekvenserne for landskassen, når man sammenligner to forskellige scenarier for landets atlantlufthavne.
Andet trin i analysen (der endnu ikke er offentlig) vil indeholde en bredere vurdering af de økonomiske konsekvenser for samfundet.
Analysen er lavet af Deloitte for Naalakkersuisut.
I analysens konklusioner skriver Deloitte desuden, at byggeriet og driften af en lufthavn i Qaqortoq ikke indgår i det nye atlanttrafiksystem, og derfor er lufthavnen i Qaqortoq ikke med i sammenligningen af investeringerne i de nye og de gamle atlantlufthavne.
Dermed er det altså stadig uklart, hvad de økonomiske konsekvenser vil være af den samlede lufthavnspakke, som indeholder lufthavne i både Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq.
LÆS OGSÅ Seks selskaber kan byde på byggerier
For mens atlantlufthavnene i Nuuk og Ilulissat vil give en samlet besparelse for landskassen, så skriver Deloitte, at lufthavnen i Qaqortoq vil udgøre en stor, økonomisk belastning for Kalaallit Airports.
Deloitte bemærker dog også, at der er effekter, der ikke er indregnet, men det er forventningen, at de effekter vil gøre de nye lufthavne endnu mere attraktive.
LÆS OGSÅ Arbejdet fortsætter trods valg