Lufthavne: Seks selskaber kan byde på byggerier
Blandt de seks entreprenører er tre danske, hvor den ene er et dansk-islandsk samarbejde. Derudover er der entreprenører fra Holland, Kina og Canada.
LÆS OGSÅ Arbejdet fortsætter trods valg
Kalaallit Airports skriver, at de udvalgte entreprenører er internationalt erfarne og anerkendte. Der er blandt andet lagt vægt på de tekniske og faglige kompetencer og deres erfaringer med anlægsopgaver under forhold som svarer til de grønlandske.
Arbejdet, som entreprenørerne skal byde på, dækker blandt andet landingsbaner, adgangsveje, parkeringspladser og det meste af de udendørs arealer i og udenfor lufthavnene, men ikke bygningerne, som bliver udbudt senere.
- Aarsleff - Ístak Joint Venture (Danmark/Island)
- BAM International bv. (Holland)
- China Communications Construction Company Ltd. (Kina)
- Munck Gruppen A/S (Danmark)
- MT Højgaard A/S (Danmark)
- Pennecon Dexter Joint Venture (Canada)
De seks entreprenørgrupper vil i den kommende måned besøge Ilulissat og Nuuk for at se områderne og de lokale forhold, hvor lufthavnene skal ligge.
Finansiering mangler stadig
Forslaget til finansiering og drift af lufthavnene er endnu ikke vedtaget af politikerne.
Forslaget skulle være behandlet i Inatsisartut på forårssamlingen, men på grund af valget til Inatsisartut den 24. april er behandlingen af forslaget udsat til efter valget.
Betyrelsen i Kalaallit Airports har tidligere meldt ud, at selskabet fortsætter arbejdet på trods af valget, men at det ikke kan udelukkes, at valget kan forsinke arbejdet med lufthavnen i Nuuk en smule.
LÆS OGSÅ Hvor er analysen af lufthavnsprojekterne?
Anlægsarbejdet i Ilulissat og Nuuk forventes udbudt samtidig i forsommeren 2018 med anlægsopstart i Nuuk i september/oktober 2018 og i Ilulissat i april 2019. Anlægsarbejdet i Qaqortoq forventes udbudt i 2019 med anlægsopstart i foråret 2020.
Alle de 3 lufthavne planlægges at blive taget i brug i efteråret 2022. Der var i alt 11 entreprenører, der ansøgte om at blive udvalgt til udbudsprocessen.