GE: Hvor er analysen af lufthavnsprojekterne?
Hvis Inatsisartut i morgen tirsdag følger formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsens, anmodning om at udskrive valg, så bliver et af det nye Inatsisartuts første og vigtigste opgaver at tage stilling til bygningen af de nye lufthavne.
Lovforslaget, der giver Naalakkersuisut lov til at bygge lufthavnene i Qaqortoq, Nuuk og Ilulissat blev sendt i høring i januar, men Naalakkersuisut har ikke offentliggjort de samfundsøkonomiske konsekvens analyser i forbindelse med høringen af lovforslaget.
Det møder kritik fra blandt andre Grønlands Erhverv og Qeqqeta Kommunia.
GE: Vi kan ikke vurdere sagligheden
- GE er uforstående overfor, at disse analyser ikke er vedlagt høringsforslaget, hvilket efterlader høringsparterne uden mulighed for at vurdere sagligheden i beslutningen om at bygge de tre lufthavne, skriver arbejdsgiverforeningen Grønlands Erhverv i sit høringssvar til departementet for kommuner, bygder, yderdistrikter, infrastruktur og boliger.
LÆS OGSÅ Ny flyafgift skal finansiere underskudslufthavne
Samme melding er kommet fra Qeqqeta Kommunia, skriver avisen Sermitsiaq, der har fået kommunens høringssvar:
- Qeqqata Kommunia finder det vanskeligt at kommentere på lovforslaget, når baggrundsmaterialerne ikke er tilgængelige, skriver kommunen blandt andet.
Aktindsigt har ikke givet resultat
Grønlands Erhverv understreger, at man ser positivt på at infrastrukturen udbygges, men det skal ske på et oplyst grundlag:
- Det forekommer imidlertid GE uholdbart, at man fra Naalakkersuisuts side ønsker at foretage så store investeringer, inden forudsætningerne er ordentligt gennemanalyserede, skriver GE i sit høringssvar.
LÆS OGSÅ Økonomiprofessor efterlyser oplysninger om lufthavn
KNR søgte i midten af januar aktindsigt i den samfundsøkonomiske konsekvensanalyse af lufthavnsprojekterne, der omtales i høringsmaterialet til loven om rammebetingelser for anlæg og finansiering af de nye lufthavne, men anmodningen har indtil videre været forgæves.
LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil sende op mod 2,1 milliard kroner videre til lufthavne