Nye landkort på vej til Grønland
Når man i dag åbner et atlas over Grønland for at studere landet, så kan kortene være godt over 30 år gamle og dataene som kortene bygger på mere end 80 år.
Men det skal der laves om på nu. Over fire år frem til slutningen af 2021 skal hele den isfrie del af Grønland kortlægges på ny.
Ud fra satellitfotos skal der laves digitale landkort og datasæt med stednavne, en digital højdemodel.
Frie data og kort
Data og kort bliver tilgængelige for alle, borgere, virksomheder og offentlige myndigheder. Det bliver et værktøj til at skabe udvikling i Grønland og til at øge sikkerheden, siger Naalakkersuisoq for Råstoffer, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq.
LÆS OGSÅ Grønland får nye landkort
- Nye kort i det åbne land vil blandt andet give os et langt bedre grundlag for arbejdet med råstofindvinding og videreudvikling af turisterhvervet. Og så vil det blive langt sikrere at færdes i naturen, siger han.
Forsvaret har også brug for bedre kort og præcise data til blandt andet eftersøgnings- og redningsaktioner.
Den danske minister for energi-, forsyning- og klima, Lars Christian Lilleholt er fredag i Grønland blandt andet for at fortælle om kortlægningen og han mener, at de nye kort vil gavne befolkningen her i landet.
LÆS OGSÅ Samråd gav ingen afklaring om søkort
- Frie data skaber vækst, og kun fantasien sætter grænsen for, hvad de nye kort kan bruges til af de mange brugere i Grønland, siger han.
Med et pilotprojekt fra 2015 til 2017 har man kortlagt fire områder i Grønland. Projektet har vist at kortlægningen med satellitteknologi er mulig til de store kortlægninger som kræves i Grønland.
Der er afsat 60 millioner kroner til den nye kortlægning af landområderne. Pengene kommer fra den danske finanslov, A. P. Møller Fonden og Forsvaret.
LÆS OGSÅ Søkort bliver først speedet op i 2020
Venter stadig på søkort
Grønland venter i forvejen på over halvdelen af 73 søkort over de grønlandske farvande, der skulle have været leveret i 2018.
Geodatastyrelsen, der står for søkortproduktionen blev forsinkede, da mange vigtige medarbejdere sagde op på grund af udflytning af styrelsen.
Det har ikke været muligt at få den ansvarlige minister Lars Christian Lilleholt til at svare på, hvornår Grønland kan forvente søkortene færdige.
LÆS OGSÅ Naalakkersuisut og regeringen indgår tynd trøsteaftale
Men i august sidste år lød meldingen, at Geodatastyrelsen forventer at en ny stab af fagpersoner er klar i 2020, hvor man kan øge produktionstempoet.
Det er Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, der skal stå for kortlægningen af de isfrie landområder i Grønland og altså ikke Geodatastyrelsen, som står for søkortene.
Her kan du se forskellen på de gamle og de nye kort:
Gammelt
Nyt