Nye afgifter udløser demonstrationer: Vi bliver dårligere stillet

Utilfredsheden med de nye afgifter på cigaretter, chokolade og sukker er så stor, at der nu er indkaldt til demonstrationer i flere byer:
Borgerne i Aasiaat, Nuuk og Paamiut går på gaden kl. 16:30 onsdag. Foto © : Ayelie [CC BY-SA 2.0 (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0)]/Flickr/KNR (KNR Edit))
20. november 2019 07:41

- Det er for nemt for beslutningstagerne at ændre på ting, uden at rejse sig fra stolen, siger Mariane Alaufesen.

Hun mener, at politikerne ikke holder, hvad de lover, og at borgernes mening ikke bliver hørt.

Derfor har Mariane Alaufesen fået idéen til at lave demonstrationer landet over mod de nye afgifter.

Hun har startet en bevægelse i Facebook-gruppen "Politisk diskussionsrum" med det formål, at borgerne skal gå på gaden onsdag eftermiddag imod de folkevalgte.

Mandag vedtog Inatsisartut højere afgifter på en række varer som cigaretter, chokolade og sukker.

Arrangør: Vi bliver dårligere stillet

Ifølge Naalakkersuisut skal afgifterne være med til at forbedre sundheden, men pengene fra de nye afgifter er også en vigtig indtægt, der skal dække store udgifter i finansloven.

Mariane Alaufesen er ellers enig i Naalakkersuisuts ambition om, at befolkningen skal være sundere. Men de højere afgifter vil ikke have den effekt, som politikerne forventer, mener hun.

LÆS OGSÅ Finanslov: Cigaretter, alkohol, sukker, chokolade og slik er blevet dyrere

- Tanken om, at alle skal have bedre livsstil er god nok. Men jeg mener ikke, at borgerne bliver sundere af, at man har sat større afgift på de forskellige varer. Det kan også føre til, at vi bliver dårligere stillet, siger hun.

Alaufesen mener, at det må være op til den enkelte, hvordan man vil forme sit liv:

- Borgerne er herre over deres eget liv, så det er op til dem, hvordan de vil leve det.

Afgifter er ikke vejen til sundhed

Hvis politikerne vil have ændret borgernes livsstil, burde de have spurgt borgerne først, ellers er det dårlig ledelse, siger Mariane Alaufesen.

Derudover mener hun, at afgifterne vil ramme de borgere hårdest, som I forvejen har mindst:

LÆS OGSÅ Lige før nye afgifter: Brugseni har solgt 12 gange så meget sukker

- Jeg synes ikke, at afgifter er vejen frem, for det rammer jo befolkningen. Hverdagen er hård nok i forvejen, så skal man ikke læsse ekstra oven i, siger hun.

Borgerne i Aasiaat, Nuuk og Paamiut går på gaden kl. 16:30 onsdag.

Tirsdag eftermiddag har 650 personer sagt, at de vil deltage i demonstrationen i Nuuk igennem en begivenhed på Facebook.