Lige før nye afgifter: Brugseni har solgt 12 gange så meget sukker
Der var run på Brugsenis butikker i aftes. Faktisk blev der solgt 12 gange så meget sukker som sidste mandag.
Årsagen er, at Inatsisartut i går hastebehandlede de nye afgifter, som skal være med til at lukke et gabende stort hul i finansloven. Og afgifterne blev indført allerede fra midnat.
- Jeg var selv ude at købe ind ved 19-tiden i aftes. Der var kø. Og det plejer der aldrig at være på det tidspunkt, siger Jes Nyborg, der er salgschef i Brugseni.
- En pakke med 20 cigaretter bliver fire kroner og 40 øre dyrere.
- En pose sukker på et kilo bliver fire kroner og 31 øre dyrere.
- Afgiften på chokolade og slik stiger med fem kroner per kilo.
- Alkohol bliver også dyrere. Hvor meget afhænger dog af hvor meget alkohol, der er per liter i den flaske, man køber. En håndbajer på 33 centiliter vil blive cirka 66 øre dyrere.
Men der var travlt i Brugsenis butikker fra Nanortalik i syd til Ilulissat i Nord, fortæller Jes Nyborg. Ifølge salgschefen har landets Brugseni-butikker solgt 40 procent mere i går end forrige mandag.
- Vi solgte for eksempel 300 kilo sukker sidste mandag. Men i går solgte vi 3.700 kilo i går. Det er 12 gange så meget, siger han.
Smøger til 86,50 kroner
Ifølge de nye afgifter stiger en pakke cigaretter fra 82 kroner til 86,50 kroner.
En pose sukker får næsten samme prisstigning: Fra 21,95 i dag til 26,50 kroner.
LÆS OGSÅ Kunder i Brugseni om nye afgifter: Fornuftigt - eller helt vildt åndssvagt
En Carlsberg håndbajer stiger fra 18,50 kroner til 19,25. Og også slik bliver dyrere:
- Vi sælger mange Haribo-slikposer, der vejer 375 gram. Den koster 65 kroner, og den vil stige med to kroner. Små chokoladebarer vil blive cirka 50 øre dyrere, siger Jes Nyborg.
Afgiftspakken kommer ifølge Naalakkersuisut til at køre 45 millioner kroner ned i landskassen om året. Men selv om afgifterne blev indført ved midnat, er det ikke alle varer, som bliver berørt af dem lige nu. Helt konkret betyder det, at afgifterne bliver pålagt de varer, som butikkerne bestiller fra i dag.
Tilbudsaviser er bestilt frem til nytår
Men de varer, som er på tilbud, bliver ikke berørt lige nu. Grunden til det er, at tilbudsaviserne allerede er blevet trykt for resten af året.
- Det gjorde vi, fordi vi regnede med, at vi kendte priserne på varerne. Men når priserne så lige pludselig stiger fra mandag til tirsdag, så får vi en udfordring. Vi kommer nemlig til at sælge varer i tilbudsaviserne, som vi kommer til at tabe penge på på grund af de nye afgifter, siger Jes Nyborg.
LÆS OGSÅ Finanslov: Cigaretter, alkohol, sukker, chokolade og slik er blevet dyrere
Brugseni kommer altså selv til at betale den forskel, der er på den gamle og den nye afgift på tilbudsvarerne.
- Og det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende for os. Det er rigtig svært at bedrive virksomhed, når afgifterne bare bliver læsset på fra den ene dag til den anden. Vi kommer til at tabe penge – det kan ikke undgås, siger Jes Nyborg.
KNR har forsøgt at få et interview med Pisiffik, men det har endnu ikke været muligt.