Ny regering med comeback til Qujaukitsoq og Lund Olsen
Med kun 87 personlige stemmer den 28. november fik Vittus Qujaukitsoq lov til at bære ansvaret for, at vi kommer ud af 2014 med et minus i landskassen på omkring 275 millioner kroner.
Men siumutteren har alligevel fået en ministerpost i koalitionsregeringen mellem Siumut, Demokraterne og Atassut. Han er blevet naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv, arbejdsmarked og handel.
Læs også Her er navnene på det nye Naalakkersuisut
Det lå på forhånd i kortene, at Siumut-Demokraterne-Atassut-regeringen også kom til at bestå af Martha Lund Olsen. Hun er igen blevet naalakkersuisoq for social-, familie- og ligestillingsområdet, mens indenrigsanliggender er flyttet over på formandens Kim Kielsens brede skuldre.
To er helt nye i parlamentet og er strøget ind på en ministerpost. Demokraternes Nivi Olsen bliver naalakkersuisoq for kultur, uddannelse og kirke, mens Mala Kuko Høy fra Atassut får ansvaret for natur og miljø samt justitsområdet.
Mange havde på forhånd vurderet, at Karl-Kristian Kruse (S) ville blive naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug, hvilket han også er blevet.
Anda Uldum var på forhånd vurderet til at blive naalakkersuisoq for finanser. Den post skal han bestyre samtidig med hvervet som minister for råstoffer. Med andre ord en meget tung ministerpost til Demokraternes formand.
Læs også Konstituerende samling i Inatsisartut på fredag
Formand Knud Kristiansen bliver naalakkersuisoq for boliger, byggeri og infrastruktur. Han overtager dermed fra sine Atassut-kolleger Siverth K. Heilmann og Steen Lynge.
Og Siumuts repræsentant i det danske folketing, Doris Jakobsen, flytter hjem for at blive naalakkersuisoq for sundhed og nordiske anliggender. Vittus Qujaukitsoq var førstesuppleant til pladsen i Folketinget, men han er jo optaget. Dermed får Nick Nielsen chancen for et hurtigt comeback på den politiske scene.