Ny handleplan giver hverken flere eller færre fødesteder

Naalakkersuisut vil holde fast i de fem fødesteder, som eksisterer i dag. Det fremgår af en ny handleplan for fødselsbetjeningen.
Sygehuset i Ilulissat er et af de fem steder, der tager i mod fødende kvinder fra andre byer og bygder. Og det bliver der ikke ændret på. Foto © : Peter Abelsen-Petersen
Skrevet af Thor Bill
11. juni 2024 07:34

I dag skal gravide kvinder til enten Nuuk, Ilulissat, Sisimiut, Tasiilaq eller Qaqortoq, når de skal føde.

Og sådan bliver det ved med at være i fremtiden.

Naalakkersuisut vil nemlig holde fast i de fem nuværende fødesteder, og dermed ikke arbejde mod at åbne eller genåbne fødesteder andre steder i landet.

Det fremgår af en ny handleplan for ”svangreomsorg og fødselsbetjening i Sundhedsvæsenet”, som blev offentliggjort i forrige uge.

Det skyldes blandt andet, at det kræver et større setup med både speciallæge, anæstesisygeplejerske, bioanalytiker, jordemoder og sundhedsplejerske for at kunne fungere som fødested. Det forklarer naalakkersuisoq for sundhed, Agathe Fontain (IA).

- Specialiseringen gør, at vi er nødt til at have større enheder. Det er vi nødt til at tage udgangspunkt i. Derfor holder vi fast i de nuværende fødesteder, siger hun.  

Naalakkersuisoq for sundhed, Agathe Fontain (IA), lægger vægt på, at der ikke kommer færre fødesteder i fremtiden. Men det heller ikke planen, at der kommer flere. Foto © : Johansinnguaq Olsen / KNR

Sidste år udtalte Agathe Fontain ellers, at hun ville ønske, der var flere fødesteder.

Men i dag er hun altså tilfreds med antallet, siger hun.

- Vi holder fast ved de steder, vi har i dag. Det er det, vi arbejder efter.

Samtidig understreger hun, at det er vigtigt for naalakkersuisut, at der ikke bliver færre fødesteder end i dag.

Sidste år anbefalede Sundhedskommissionen nemlig, at der i fremtiden kun bør være to fødesteder i landet. Men den anbefaling har naalakkersuisut altså valgt at se bort fra.

Ingen konkrete planer om Qaqortoq

Selvom der officielt er et fødested i hver sundhedsregion her i landet, har gravide kvinder fra Sydgrønland siden efteråret 2022 oftest måtte rejse langt for kunne føde.

Qaqortoq har nemlig i længere perioder måtte lukke som fødested, fordi det ikke har været muligt at fastholde det rette sundhedspersonale.

Fødested i Qaqortoq – åbent eller lukket?

Selvom Qaqortoq er på den officielle liste over fødesteder her i landet, så har det de seneste år ikke været muligt at holde fødestedet kontinuerligt åbent på grund af mangel på en fast speciallæge.

I august 2022 meddelte Departementet for Sundhed, at Qaqortoq lukkede som fødested frem til januar 2023.

Sidste sommer måtte fødestedet igen lukke ned i omkring syv uger fra 1. juni til 17. juli.

Siden 27. september har fødestedet igen været lukket, og gravide kvinder har måtte rejse til Nuuk for at føde.

Men der er intet i den nye handlingsplan, der sigter på at ændre det. For selvom naalakkersuisut vil ansætte flere jordemødre og sundhedsplejersker på kysten, så mangler der fortsat en fast speciallæge i Qaqortoq. Og Agathe Fontain anerkender da også, at det ikke er realistisk at holde Qaqortoq åben som fødested hele tiden.

- Hvis muligheden dukker op, og der er nogen, der søger, så er vi altid åbne. Men vi skal også være realistiske, for vi har lettere ved at anskaffe gynækologer i Nuuk end i Qaqortoq.

Sygehuset i Qaqortoq er officielt fødested for kvinder fra Sydgrønland. Men de seneste år har det kun været åbent for fødsler i korte perioder. Foto © : Lui D. Thomsen

Til gengæld skal fødselsafdelingen på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk styrkes med to ekstra speciallæger i gynækologi, som skal kunne rejse ud i landet – eksempelvis til Qaqortoq – og hjælpe til i perioder.

- Nu er det sådan, at speciallæger helst skal være det sted, hvor der er flest fødsler. Derfor kan det være svært at finde nogen, som skal sidde i mindre byer. Derfor er det godt, hvis man kan skaffe én her i Nuuk og én, der skal rejse til de mindre steder. Så det er meningen med det, forklarer Agathe Fontain.

PPK: Ærgerligt, men forståeligt

I Peqqinnissaq Pillugu Kattuffiit (PPK) - Det Grønlandske Sundhedskartel ser man gerne, at vi får flere fødesteder i fremtiden.

I efteråret kom PPK’s formand Ken Jensen - der dog udtalte sig som privatperson - også med en direkte opfordring til at oprette flere fødesteder.

Derfor er han i dag også ærgerlig over, at det ikke er en del af naalakkersuisuts handlingsplan. Omvendt forstår han også godt, at det lige nu sandsynligvis ikke vil være realistisk.

- Det er jo selvfølgelig lidt ærgerligt. Der er ingen tvivl om, at jeg gerne så, at man havde flere fødesteder. Og jeg så gerne, at man havde sundhedsplejersker alle steder i Grønland, men det er jo også et spørgsmål om det muliges kunst. Og det er jo nok – i hvert fald for nu – det rigtige niveau.

Ifølge handlingsplanen er der årligt omkring 350 kvinder, der er nødt til at rejse for at føde i en anden by end deres hjemsted.