Ny håndbog skal styrke åbenhed i det offentlige

Offentligt ansatte kender ikke altid deres ytringsrettigheder. Derfor udgiver Transparency Greenland i dag en 'åbenhedshåndbog', der skal guide offentlige ansatte i deres ret til ytre sig.
28. april 2015 07:00

Der er klare udfordringer for åbenheden og ytringsfriheden i det offentlige, mener Transparency Greenland.

Derfor sender foreningen i dag en håndbog på gaden, der skal oplyse landets offentlige ansatte, om deres ret til at ytre sig, hvis de oplever forkerte - eller ulovlige ting - på deres arbejdsplads.  

- Der er klart udfordringer i Grønland i forhold til åbenhed. Det er ikke kun i forhold til Selvstyret. Det er også kommunerne og de selvstyreejede virksomheder, siger advokat og medlem af Transparency Greenland, Thomas Trier.

Læs også Håndbog skal guide dig og mig i vores ret til ytre os

Tør ikke udtale sig
Transparencys åbenhedshåndbog skal gøre alle landets offentlig ansatte klar over, hvornår det er i orden at udtale sig, og om hvad.

Og det er der brug for. Transparency oplever, at nogle offentlige ansatte ikke tør ytre sig, hvis de oplever uretfærdigheder i deres arbejde.  

- Det kan være, at de ikke ved, hvor de skal gå hen med deres bekymringer, hvis de kender til noget, der ikke går efter bogen. Måske arbejder man et sted, hvor man ikke tør gå til sin chef, fordi man ikke føler, at chefen vil tage det seriøst, siger han.

Læs også Uklarhed om Naalakkersuisuts antikorruptionsplaner

Lederne har et stort ansvar
I bogen kan man bl.a. læse om ens rettigheder som offentlig ansat og hvor grænserne går for, hvad man må udtale sig om.

Bogen giver også bud på, hvordan lederne kan gøre det mere acceptabelt at italesætte tvivl og dilemmaer på arbejdspladsen. Det er i høj grad ledernes ansvar at få mindsket frygten og en større åbenhed i det offentlige, siger Thomas Trier.

Det bør altid være sådan, at man kan henvende sig til sin chef i første omgang. Men er det ikke muligt, har Thomas Trier  en kort vejledning til, hvad man så kan gøre.

- Forsøg altid internt, men hvis man ikke kan adressere spørgsmål der, må man gå til ombudsmanden. I sidste ende kan man gå til Politiet, men det kommer selvfølgelig helt klart an på, hvad det er, siger han.

Whistleblower-ordning stadig ikke på plads
Naalakkersuisut har lovet at indføre en whistleblower-ordning. Det står i koalitionsaftalen, men det er stadig uklart, om Naalakkersuisut har tænkt sig at indfri sig løfte.

Indtil da kan Transparency Greenlands håndbog hentes gratis på deres hjemmeside.

Bogen bliver lanceret idag i Katuaq, hvor alle er indbudt til debat om ytringsfrihed for offentlig ansatte. Arrangementet starter klokken halv fire.

Hvis du selv er offentlig ansat, og ligger inde med informationer, som du ikke ved, hvad du skal gøre med, kan du tage kontakt til Transparency Greenland og få vejledning, oplyser Thomas Trier.