Ny forskning: Grønland hæver sig med stigende hast

Grundfjeldet har nogle steder hævet sig med helt op til 20 centimeter på 10 år.
Nye øer og skær vil opstå, fordi landet hæver sig. Foto © : Themo Jakobsen
Skrevet af Christine Hyldal
01. februar 2024 14:11

I fremtiden kommer store dele af verden til at kæmpe med stigende havvandstande, fordi Grønlands indlandsis smelter. Men her i landet er problemet helt omvendt. 

Her hæver landjorden sig hurtigere end vandstanden.

Det skriver Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur i en pressemeddelelse. 

Ny forskning viser nemlig, at grundfjeldet nogle steder har hævet sig med helt op til 20 centimeter på 10 år.

 Det svarer til to meter på 100 år.

- Det er ret markante landhævninger, som vi nu kan påvise. De viser, at de lokale forandringer i Grønland sker meget hurtigt, og det kan have stor betydning for livet i Grønland, og faktisk også for Grønlands landkort hvor nyt land dukker op fra havet. Med tiden vil nye øer og skær opstå, siger Danjal Longfors Berg, der er Ph.D.-studerende på DTU Space, i pressemeddelelsen.

Meget tyk iskappe pressede ned

Sammen med en række andre forskere har han netop fået publiceret resultaterne i det anerkendte internationale tidsskrift Geophysical Research Letters.

Forskningen på DTU Space baserer sig på data fra et netværk af 61 målestationer, der er placeret langs de grønlandske kyster. 

At Grønland hæver sig er helt naturligt. Det gør andre lande også. Det skyldes, at landmassen under sidste istid blevet trykket ned af en meget tyk iskappe. 

Selv om den sidste istid sluttede for omkring 12.000 år siden, så er landmassen stadig ved at hæve sig efter trykket. 

Sker på grund af klimaforandringer

Og når klimaet bliver varmere, og indlandsisen smelter hurtigere, har de seneste to årtier medført en yderligere og meget hurtigere lokal landhævning ved Grønlands kyst.

-  De landhævninger, som vi ser i Grønland i disse år, kan ikke alene forklares med den naturlige udvikling efter sidste istid. Grønland hæver sig væsentligt mere, og vi kan med vores data meget nøjagtigt isolere den del af landhævningen, som skyldes de nuværende globale klimaforandringer, siger professor Shfaqat Abbas Khan fra DTU Space.