Nyt studie om kviksølv: Der er alligevel ingen grund til bekymring
I 2021 skabte en forskningsartikel om indlandsisen bekymringer i både ind- og udland. Artiklen konkluderede nemlig, at smeltevandet fra indlandsisen indeholdt enorme og hidtil oversete mængder kviksølv.
Ifølge forskerne bag artiklen transporterede det samlede smeltevand fra Vestgrønland hvert år op til 42 tons kviksølv ud i fjordene. Det svarede til cirka 10 procent af den globale udsivning til verdenshavene, lød det.
Og det førte til flere alarmerende overskrifter i både danske og grønlandske medier om de mulige konsekvenser for befolkningen og naturen. Kviksølv er nemlig særdeles giftigt og kan give alvorlige misdannelser hos fostre og nedsat intelligens hos børn og voksne.
Men nu viser det sig, at problemet slet ikke eksisterer alligevel.
Den opsigtsvækkende forskningsartikel vakte nemlig undren i forskerkredse.
Derfor besluttede et hold forskere fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og Aarhus Universitet, at undersøge smeltevandsprøver fra samme område for at eftertjekke forskningsresultaterne.
- Da resultaterne blev offentliggjort i 2021, var vi meget forundrede og skeptiske over, om det kunne passe. De koncentrationer af kvivksølv, som blev afrapporteret, svarede til nogle virkelig forurenede floder, og man kan slet ikke forvente de mængder i Grønland, forklarer Christian Nyrop Alders, der er seniorforsker ved GEUS.
Og resultatet af de nye smeltevandsprøver viser altså et helt andet resultat.
- Vi kan godt måle kviksølv i smeltevandet fra Vestkysten i Grønland. Det er helt som forventet, for det kan man i næsten alt vand på jorden. Men de koncentrationer, vi fandt, mindede om det, vi forventede for et rent område. Og vi taler altså om 100 til 1.000 gange lavere koncentrationer end det, som blev påstået i den artikel, siger han.
Ingen fare på færde
Faktisk viser alle prøverne i det nye studie et resultat på omkring ét nanogram kviksølv per liter vand. Og det er på ingen måde alarmerende, forklarer Christian Nyrop Albers.
- Ét nanogram er en milliardtedel af et gram. Eksempelvis vejer en almindelig sukkerknald i omegnen af et gram, så den skal deles op i en milliard stykker, før man har ét nanogram. Og det skal så fordeles ud i en liter vand. Så det er meget, meget små mængder, vi taler om.
Derfor er der altså heller ikke noget at være bekymret for, understreger forskeren.
- Der er bestemt ingen fare på færde i forhold til kviksølv fra Vestgrønland, sådan som det ellers var påstået. Det er ikke det samme, som at der slet ikke er noget kviksølv, for det er der alle steder i verden. Men at det lige pludselig så alvorligt ud, kan vi slet ikke genfinde i vores resultater, siger han.
Må have været en fejl
Christian Nyrop Albers og de andre forskere bag det nye studie, kan ikke umiddelbart forklare, hvorfor det tidligere studie viste så høje koncentrationer af kviksølv. Men det må have været en fejl, vurderer de.
- Når man skal måle ting, som er i så utrolig lave koncentrationer i en vandprøve, er det forholdsvis let at komme til at forurene sin prøve. Så vores bud er, at der på en eller anden måde er blevet tilført kviksølv til prøverne, efter de er blevet taget, og før de er blevet analyseret. Men det er spekulationer, siger Christian Nyrop Albers.
For havde der været så store mængder kviksølv i smeltevandet, da de første prøver blev lavet, så ville man også kunne se spor af det i dag, konkluderer seniorforskeren.