‘Det føles virkelig utrygt’: Nuummiut reagerer på dyk i livskvaliteten

Trumps mange udtalelser er noget borgere i Nuuk tænker over. Forsker bag ny undersøgelse om faldende livskvalitet beskriver dog langt værre konsekvenser.
Aqqalu Abelsen og Najaaraq Hegelund kender begge til, at Donald Trumps pres er noget, der fylder. Foto © : Gabba Olsen / KNR
Skrevet af Emil Weis, Gaaba Olsen
09. april 2026 15:33

- Det føles virkelig utrygt. Lige siden vi fandt ud af det, fortæller Najaaraq Hegelund, da KNR møder hende foran Katuaq i Nuuk. 

Udtalelsen falder som en reaktion på, at en ny undersøgelse fra Center for Folkesundhed i Grønland viser, at livskvaliteten er faldet markant efter Trumps nye trusler mod Grønland. 

76 procent af de adspurgte var i undersøgelsen moderat eller meget bekymret for Donald Trumps udtalelser om Grønland. 

Men selvom bekymringen er høj, så er det ikke noget, der har fået Najaaraq Hegelund til at ændre i sit liv: 

- Det har ikke haft nogen større påvirkning. Jeg levet bare mit eget liv. 

Kvalme, søvnløshed og hovedpine

Ingelise Olesen, der er forskningskoordinator på Center for Folkesundhed i Grønland, forklarer, at det nye pres har haft virkeligt alvorlige konsekvenser for nogle borgere: 

- Den mentale og psykiske trivsel er blevet påvirket, men nogle mennesker er også blevet påvirket fysisk. Eksempelvis med hovedpine, kvalme, maveproblemer og også søvnløshed. 

I undersøgelsen er der en, der fortæller, at personen ‘har ondt i maven’, en anden ‘er konstant trist og træt’ og en tredje person oplever ‘koncentrationsbesvær, det er svært at lægge min telefon fra mig, tjekker ofte nyheder’. 

Foto © : Ingelise Olesen, Kalaallit Nunaanni Innuttaasut Peqqissusaannik Ilisimatusarfik.

Der er i alt 308, der har svaret på spørgeskemaet i undersøgelsen og gennemsnitsalderen var 48 år. En stor del af besvarelserne kom dog også fra borgere i Nuuk. 

- Man kan måske forestille sig, at dem fra Nuuk føler, at risikoen for, at der kan ske noget er større, da vi har fået en atlantlufthavn, siger Ingelise Olsen. 

Strategier for borgerne

Det er dog ikke alle borgere i Nuuk, der er lige bekymret. 

- Jeg er ikke bekymret, men selvfølgelig tænker man ofte på det, fortæller Aqqalu Abbelsen til KNR.

I undersøgelsen beskriver flere, hvordan de har forskellige strategier til at passe på dem selv midt i presset. Mange peger på, at fællesskabet og samtaler med venner og familie har været afgørende, og at de har prøvet at begrænse strømmen af nyheder, de ser. 

Andre har bedt til Gud eller fundet ro i naturen. 

Men Aqqalu Abbelsen har ikke ændret noget i sit liv: 

- Nej, det har ikke ændret noget i mit liv, fortæller han. 

Spørgeskemaet er sendt ud i januar og februar igennem sociale medier. Og selvom undersøgelsen ikke er repræsentativ, så mener forskerne bag, at den giver et særligt øjebliksbillede af, hvordan borgerne i Grønland har det under et massivt internationalt pres.