Ny aftale om Pituffik: Servicekontrakt om millioner vender hjem til Grønland

Grønland, USA og Danmark har netop underskrevet en aftale, der skal sikre, at det bliver et grønlandsk selskab, som i fremtiden skal vedligeholde Pituffik.
Pituffik - eller Thule Air Base, blev opført i 1965. Foto © : Scanpix
Skrevet af Christine Hyldal
28. oktober 2020 15:00

En aftale om servicekontrakten på Pituffik er netop underskrevet. Det skete på et virtuelt møde, som USA, Grønland og Danmark deltog i. 

Den nuværende servicekontrakt, som er i hænderne på et amerikansk selskab, udløber i 2024. Fremover bliver det et selskab, der er fysisk til stede i Grønland, som får servicekontrakten. 

Selskabet skal også have en ledelse, der er bosiddende i Grønland. 

Sagen kort

Sagen om servicekontrakten på Pituffik startede i 2014. 

Der tildelte USA kontrakten til amerikanske Vectrus Services. 

Ind til da havde kontrakten i mange år været på dansk-grønlandske hænder. Aftalen indbragte godt 200 millioner kroner årligt til landskassen.

Men servicekontrakten skal ifølge en forsvarsaftale gå til et dansk/grønlandsk selskab. 

Derfor var det ifølge Kongeriget i strid med aftalen mellem USA og Kongeriget, da Vectrus Services fik kontrakten i 2014. 

Vectrus Services har kontrakten ind til 2024. 
 

Det oplyser Departementet for Udenrigsanliggender i en pressemeddelelse. 

Lærepladser og skatteindtægter

Ifølge pressemeddelelsen er det i aftalen blevet understreget, at Grønland selv skal have størst mulig nytte af den amerikanske tilstedeværelse på Pituffik-basen. Ifølge aftalen skal det ske ved, at der skal komme flere lærepladser, beskæftigelsesmuligheder og skatteindtægter til landskassen.

 

LÆS OGSÅ Steen Lynge: Pituffik-forhandlinger er realistiske inden præsidentvalg

- Vi er oprigtigt tilfredse med den aftalte plan for vores videre bilaterale samarbejde med USA. Det har været vigtigt for Naalakkersuisut, Inatsisartut og det grønlandske folk, at vi fik en reel, håndgribelig nytte af den amerikanske tilstedeværelse, siger Kim Kielsen (S), der formand for Naalakkersuisut. 

- Med en bilateral samarbejdsplan, de nye udbudskriterier, og kontraktbetingelser vi har forhandlet på plads, har vi langt bedre betingelser end før.

Greenland Contractors mistede kontrakten

Sagen om servicekontrakten på Pituffik startede i 2014. Der tildelte USA nemlig kontrakten til et amerikansk ejet selskab. Ind til da havde kontrakten i mange år været på dansk-grønlandske hænder. 

Det var det amerikanske Vectrus Services, der fik kontrakten i 2014. Før det indbragte aftalen godt 200 millioner kroner årligt til landskassen.

Men servicekontrakten skal ifølge en forsvarsaftale gå til et dansk/grønlandsk selskab. I de foregående 46 år har det dansk/grønlandske selskab Greenland Contractors haft servicekontrakten.

LÆS OGSÅ Steen Lynge inden møde med Pompeo: Vi skal have servicekontrakten på Pituffik tilbage

Derfor var det ifølge Kongeriget i strid med aftalen mellem USA og Kongeriget, at et amerikansk selskab fik servicekontrakten tilbage i 2014. Og derfor har der lige siden været forhandlet om nye kriterier for udbud af den kommende servicekontrakt: Det skal altså understreges i udbudsmaterialet, at kontrakten skal tildeles et grønlandsk/dansk selskab i fremtiden. 

Vectrus Services har kontrakten ind til 2024. 

Servicekontrakten omfatter vedligeholdelse, byggeri, kanitinedrift og så videre på Pituffik. 

Stor principiel betydning

Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender Steen Lynge (D) siger:

- Sagen har stor principiel betydning for Grønland i og med, at det er os, der ligger land til den amerikanske base. Vi er stolte af, at man nu har anerkendt Pituffiks og Grønlands nøglerolle i amerikansk sikkerhed. 

Den danske udenrigsminister Jeppe Kofod var også med på det virtuelle møde, hvor aftalen netop er underskrevet: 

- Jeg er meget tilfreds med, at vi sammen er nået til enighed om nye udbudskriterier. Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været en lang og kompliceret proces, og jeg er både stolt og glad for, at vi har opnået et resultat, som kommer til at gavne især Grønland og grønlandske virksomheder.

LÆS OGSÅ Dansk udenrigsminister: USA vil have Pituffik-kontrakt i udbud

På det virtuelle møde i dag deltog fra amerikansk side national sikkerhedsrådgiver Robert C. O’Brien og den amerikanske ambassadør Carla Sands. 

Fra Grønland deltog Kim Kielsen og Steen Lynge, og fra Danmark deltog udenrigsminister Jeppe Kofod.