Usædvanligt sommerfænomen: Nuup Kangerlua er pakket med gletsjeris

Vind og vejr er skyld i, at der lige nu er sjældent meget gletsjeris i Nuup Kangerlua. Fænomenet er smukt at se på, men en udfordring for dem, der sejler i fjorden.
Man bliver mødt af en mur af is, hvis man bevæger sig ind i Nuup Kangerlua. Isen gør det umuligt for Diskoline at opretholde deres normale sejladser mellem Nuuk og Kapisillit. Foto © : Taatsi Berthelsen
29. juli 2023 09:05

Store mængder is har i den seneste tid gjort det særdeles vanskeligt at besejle de indre fjorde i Nuup Kangerlua.

Gletsjerisen kommer fra Kangiata Nunaata Sermia og Narsap Sermia, hvor den ifølge Silap Pissusianik Ilisimatusarfik (Grønlands Klimaforskningscenter) har ophobet sig i løbet af vinteren.

Nu er de mange tons is dog sat i bevægelse, og derfor kan man se store ismasser drive forbi hovedstaden, Nuuk. Et smukt syn for turister og lokale.

Kangiata Nunaata Sermia og Narsap Sermia

De to aktive tidvandsgletsjere ligger i bunden af Nuup Kangerlua

Hvert år sender Kangiata Nunaata Sermia og Narsap Sermia omkring 20 milliarder tons is ud i fjorden

Gletsjerfronten er omkring 4 kilometer bred på begge gletsjere

John Mortensen, der er seniorforsker på Silap Pissusianik Ilisimatusarfik, forklarer, at den usædvanlige situation i fjorden i høj grad hænger sammen med det kolde sommervejr.

- Det er køligt, og vinden blæser ud af fjorden, hvor den normalt vil blæse ind i fjorden om sommeren. Typisk vil solen også have smeltet en stor del af isen, men da vi ikke har haft meget sol i år, er det ikke sket, siger John Mortensen.

Mens sommervejret er usædvanligt, er det dog helt normalt, at Kangiata Nunaata Sermia og Narsap Sermia producerer store mængder is, som driver videre ud i fjordsystemet.

På satellitbilledet fra 24. juli kan man se, hvordan de indre fjorde er fyldt med is. Ismasserne gør det meget svært for både at sejle inde i fjorden. Foto © : Sentinel Hub EO

Bådene må sejle i sneglefart gennem isen

Selvom isen er smuk at se på, er den også en udfordring for dem, der arbejder inde i fjorden.

For eksempel har den usædvanlige situation gjort det svært for Diskoline at opretholde deres daglige sejladser mellem Nuuk og Kapisillit.

- Normalt tager det 2 timer og 15 minutter at sejle hver vej. Det kan vi ikke nu. Targaerne, som sejler på ruten, kan ikke komme igennem isen, siger Mike Kruse, direktør i Diskoline.

Diskoline oplyser, at folk med billet kan få annulleret eller flyttet deres tur. Ønsker man ikke det, kan man sejle med en langsomtgående båd, som tager 7 timer hver vej.

Dette satellitbillede er taget 12. juli og viser, hvordan fjorden plejer at se ud om sommeren. Her skal man bemærke, at fjorden længst til højre er fyldt med is. Foto © : Sentinel Hub EO

Enorme isbjerge kan være på vej til Nuuk

Ifølge forskerne tyder alt på, at gletsjerne vil fortsætte med at sende store ismasser ud i fjorden og trække sig yderligere tilbage.

I fremtiden forventer John Mortensen og hans kollegaer endda, at man i Nuup Kangerlua vil kunne opleve enorme isbjerge, som dem man i dag ser ved Ilulissat.

Før vi når så vidt, skal den ene gletsjer, Narsap Sermia, dog trække sig yderligere nogle kilometer tilbage, hvor der er et bassin med en havdybde på 1000 meter.

- Vi kan ikke sige, hvor lang tid det vil tage, før vi vil se de helt store isbjerge i fjordene ved Nuuk. Men der er ingen tvivl om, at det kommer til at ske, siger John Mortensen.

Ifølge de seneste satellitbilleder og KNR's kilder inde i fjorden er isforholdene ved at blive bedre. Derfor kan man med stor sandsynlighed snart sejle ubesværet i fjordene igen.