Nuuk skal være vært for vinterlege

På søndag ventes Selvstyret og Kommuneqarfik Sermersooq at sætte sin underskrift på værtsskabet for Arctic Winter Games 2016. Anslået regning: 40 millioner kroner.
Skrevet af Karsten Sommer
02. marts 2012 08:25

I dag klokken halv-12 letter en chartret jet fra Kangerlussuaq med retning mod Whitehorse i den canadiske provins Yukon.

129 sportsudøvere samt idrætsledere, kunstnere og pressefolk - i alt små 150 personer skal den næste uge medvirke ved Arctic Winter Games 2012.

Med charterflyveren er også Kommuneqarfik Sermersooqs 1. viceborgmester Per Berthelsen samt udviklingsdirektør William Kriegel, der er med blandt andet for at indgå aftale om Nuuks værtskab for Arctic Winter Games 2016.

Afviklingen af Arctic Winter Games 2016 vil ske i et samarbejde mellem Selvstyret, Kommuneqarfik Sermersooq og Nunavut.

Grønland skal være værtsnation, og legene vil blive afviklet i Nuuk, bortset fra mesterskabet i ishockey, der vil blive afviklet i Iqaluit, Nunavut. Det skyldes at man har vurderet at etablering af en permanent eller midlertidig skøjtebane i Nuuk vil være for dyrt. Vinterlegene kommer i forvejen til at koste kommunekassen i Kommuneqarfik og Landskassen i omegnen af 40 millioner kroner.

I forbindelse med Artic Winter Games ventes 1300 udefrakommende gæster, atleter, kulturarbejdere og mediefolk.

Kommuneqarfik Sermersooqs 1. viceborgmester Per Berthelsen er af kommunalbestyrelsen blevet bemyndiget til at underskrive aftalen omkring AWG 2016 med AWG´s Internationale Komité. Og det sker efter planen på søndag den 4. marts.