Forsker: Nuuk og København bør stå sammen overfor kinesisk offensiv
Kina har så småt iværksat en diplomatisk offensiv, der indebærer flere og flere tiltag og forslag til grønlandske og danske myndigheder om aktiviteter i Arktis.
Derfor er det nødvendigt, at Nuuk og København i fællesskab forbereder sig på den stigende kinesiske interesse i Arktis. Det skriver Forsvarsakademiet i en analyse.
Arktis og dermed også Grønland er blevet trukket ind i den kinesiske præsident, Xi Jinpings, personlig prestigeprojekt og højst prioriterede strategiske satsning, Den Nye Silkevej, der blandt andet sigter på at udvikle arktiske søruter til gavn for Kina.
Udsigt til mere offensivt diplomati
Det betyder, at der er udsigt til et mere offensivt diplomati i Arktis fra kinesisk side, fortæller adjunkt Camilla T. N. Sørensen fra Forsvarsakademiet, der har lavet analysen:
- Derfor - på trods af at de vil møde modstand, og der kan være nogle risici, som måske tidligere holdt dem tilbage - så kan vi forvente, at Kina vil køre ufortrødent på i forhold gradvist at realisere målsætninger i den nye Arktis-strategi, bl.a. at de arktiske søruter gøres til en del af Silkevejs-projektet.
LÆS OGSÅ Kina har lavet strategi for et fredeligt Arktis
Og kineserne råder over store ressourcer, derfor bør Danmark og Grønland samarbejde for at få de bedst mulige aftaler, når kineserne henvender sig:
- Grønland, mener jeg, vil have gavn af at trække på den kapacitet, den viden og den erfaring, som er bygget op i Danmark på mange forskellige områder i forhold til at håndtere et Kina, som kommer med mere pondus til Arktis i de kommende år, siger Camilla T.N. Sørensen.
Anbefaler åbent og konstruktivt samarbejde
Det gælder eksempelvis i det tilfælde, hvor kineserne har foreslået en kinesisk forskningsstation i Grønland:
- Hvis man ikke sikrer, at det bliver en åben og international forskningsstationen, så bliver det jo alt andet lige svært at kontrollere og for eksempel modvirke, at den også bliver brugt til militære formål, siger Camilla T. N. Sørensen.
LÆS OGSÅ Grønland vil samarbejde med Kina
Forskeren anbefaler derfor, at samarbejdet mellem danske og grønlandske myndigheder skal foregå åbent, respektfuldt og konstruktivt.
- Når alt kommer til alt, så er der en fælles interesse mellem Danmark og Grønland i at stå stærkest og bedst muligt forberedt i forhold til at håndtere den stigende kinesiske interesse i Arktis generelt og i Grønland specifikt, siger Camilla T. N. Sørensen.
Samarbejdet har til tider været anstrengt internt i Rigsfællesskabet, og nåede et nyt lavpunkt, da tidligere naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, klagede over Danmark til FN sidste forår. En klage der dog senere blev trukket tilbage og førte til at Qujaukitsoq blev fjernet fra sin post.
LÆS OGSÅ Naalakkersuisut sender kvartet på charmeoffensiv i Kina