Nuuk Imeq: Sukkerafgift skyld i at vi opgiver 2-liters saftprodukter
Nuuk Imeq har opgivet produktionen af 2-liters saftprodukter da det er underskudsgivende.
Importen af erstatningsemballage og sukkerafgifter gør, at det ikke længere kan betale sig at producere den ellers så populære drik. Administrerende direktør i Nuuk Imeq, Bernhard Christensen mener, at afgifterne favoriserer de importerede produkter fremfor de grønlandskproducerede produkter:
- Vi har protesteret over det. Vi synes det er underligt, at man vil straffe den produktion, der finder sted i Grønland og favoriserer de importerede produkter. Hvis ikke man er stand til at lade være med at opkræve afgiften, så kunne man i det mindste sidestille de importerede produkter, så de også var afgiftsbelagt sådan så der var lige muligheder i markedet, siger administrerende direktør i Nuuk Imeq, Bernhard Christensen.
Helt specifikt er det den afgift på sukker til hjemmemarkedsproduktion, der blev indført i 2007, Bernhard Christensen undrer sig over.
Den er den direkte grund til, at Nuuk Imeq nu må opgive at producere og sælge 2-liters saftprodukter. Et produkt, der udgjorde rundt regnet fem procent af Nuuk Imeq's samlede omsætning.
Nuuk Imeq har et lager, der ifølge den administrerende direktør rækker ind til januar-februar måned næste år. Derefter vil de rette henvendelse til butikkerne med henblik på en anden løsning, siger Bernhard Christensen:
- Vi overvejer om vi skal foreslå butikkerne en anden løsning, men der er ingen tvivl om, at saftevandet vil forsvinde fra markedet i en lang periode, fordi det tager tid at finde en ny produktionsmetode, siger Bernhard Christensen, og han fortsætter:
- Vi skal også være enige med butikkerne om hvis vi skal lave noget andet saft en dag. Hvad skal det koste, og tror butikkerne de kan sælge det, osv. Det er en proces, som efter vores opfattelse tager op til et år, at gennemføre, siger han, og mener, at hjemmeproduktionen af saftprodukter ville kunne opretholdes hvis der ikke var afgift på sukker til hjemmemarkesproduktion:
- Hjemmeproduktionen ville formentlig kunne have fortsat. Sukkerafgiften er en ret stor del af omkostningen ved at lave saft. I hvert fald omkring seks kroner per dunk, og hvis vi havde haft de penge, så ville have haft et større råderum til at lave vedligeholdelse og investeringer i at fortsætte produktionen, siger administrerende direktør i Nuuk Imeq, Bernhard Christensen.
Nuuk Imeq overtog produktionen af saftprodukter fra produktionsselskabet Nilak ApS i 1995.