Nukissiorfiit: Vi skal være forberedte på komplikationer

Selv om Nukissiorfiit i går genskabte en normal forsyning af strøm til Nuuk, er selskabets reparation af et defekt højspændingskabel sårbar over for vindstød og overisning.
Energidirektør i Nukissiorfiit, Kaspar Mondrup. Foto © : Malik Brøns / KNR
04. december 2021 17:06

I går meddelte Nukissiorfiit, at vandkraftværket, der forsyner hovedstaden med strøm, var i normal drift igen efter en uge med  store strømsvigt. 

LÆS OGSÅ Nukissiorfiit: Vandkraftværket virker igen – I må gerne tænde for julelysene

Men selv om Nukissiorfiit har lavet en reparation af højspændingskablet, er det en midlertidig løsning. Det betyder, at selskabet fortsat har et forhøjet beredskab, hvis en storm skulle forårsage en ny kortslutning.

Selskabet forventer dog ikke, at der sker en ny kortslutning. Det meddeler Nukissiorfiit i dag i en pressemeddelelse.

Sårbar over for vindstød og overisning

Nukissiorfiit har blandt andet repareret kablerne ved at sætte et spændebånd på til at holde kablerne sammen. Men det gør samtidig, at kablet er mere sårbart overfor overisning og vindstød, skriver Nukissiorfiit i pressemeddelelsen.

Her forklarer selskabets energidirektør Kaspar Mondrup, at den midlertidige reparation er den bedst mulige i den nuværende situation og tilføjer:

- Men i vores land er vi som bekendt underlagt vejret og et arktisk og til tider ekstremt klima betyder, at vi skal altid være forberedt på, at de ydre omstændigheder kan skabe komplikationer, siger han.