Nu trækker landets politikere i arbejdstøjet

I dag tiltræder politikerne formelt i Inatsisartut efter valget den 11. marts.

Det er i dag, at landets nyvalgte politikere for alvor kan begynde arbejdet. Der er nemlig konstituerende samling i Inatsisartut, som betyder, at politikerne formelt tiltræder.

Går alt efter planen, bliver landets nye naalakkersuisut godkendt af Inatsisartut. Demokraatits Jens-Frederik Nielsen står til at blive formand for naalakkersuisut for en historisk bred regering, der kommer til at bestå af Demokraatit, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Atassut.

33-årige Jens-Frederik Nielsen blev Inatsisartutvalgets helt store vinder med 4.850 personlige stemmer.

Samtidig skal der vedtages et nyt formandskab for Inatsisartut, og vi finder ud af, hvilke politikere, der skal være i hvilke udvalg.

Politikerne har traditionen tro været til gudstjeneste i Annaassisitta Oqaluffia, der startede klokken 10. Derefter gik de i samlet trop til Inatsisartut, hvor mødet starter klokken 11.30.

Demokraatits Jens-Frederik Nielsen (tv.), der står til at blive formand for naalakkersuisut, og Naleraqs Hans Enoksen (th.) på vej til Inatsisartut. Enoksen er det aldersformand i Inatsisartut og går derfor forrest. Foto © : KNR/Mads Malik Fuglsang Holm

Tryghed på dagsordenen

Politikerne er begyndt at strømme ind i Inatsisartutsalen. Og det er tydeligt, at det ikke bare er en almindelig arbejdsdag. Her er nemlig mange flere mennesker og pressefolk end der plejer.

KNR’s reporter fangede en af de mere garvede politikere, Siumuts Erik Jensen.

Indtil for nyligt stod han i spidsen for Siumut, der som bekendt fik et historisk dårligt valg. Derefter overtog Vivian Motzfeldt formandsposten. Men Erik Jensen er fortsat klar til endnu en valgperiode.

- Det er en stod og vigtig dag for demokratiet, siger han og fortsætter:

- Vi glæder os selvfølgelig til at komme i arbejdstøjet og fortsætte det nødvendige arbejde for samfundet.

Demokraatits Anna Wangenheim (tv.), der bliver naalakkersuisoq for sundhed- og handicapområdet, og Siumuts Erik Jensen (th.). Foto © : KNR / Markus Valentin

I lyset af den højspændte situation, som landet befinder sig, er det vigtigt med tryghed, mener Erik Jensen. Den amerikanske præsident, Donald Trump, har gentaget gange ytret, at USA bør få kontrol over Grønland.

- Befolkningen har brug for tryghed på baggrund af det store pres fra udlandet. Og det kræver, at vi samarbejder, siger Erik Jensen.

Nyt formandskab

Politikerne er nu nået frem til en ny formand for Inatsisartut. Det bliver den mangeårige Siumutpolitiker, Kim Kielsen. Hans suppleant bliver Siumuts Lars Peter Poulsen.

Kim Kielsen takker for tilliden.

- Jeg vil gøre arbejdet som formand så godt og neutralt som muligt, siger han.

Kim Kielsen er endnu engang formand for Inatsisartut. Foto © : KNR/Mads Malik Fuglsang Holm

Den anden mangeårige politiker, Mimi Karlsen fra Inuit Ataqatigiit (IA), bliver næstformand i Inatsisartut. Som suppleant er IA’s Pipaluk Lynge valgt.

Som det eneste parti afholdt Naleraq sig fra at stemme for valget af den nye formand.

Kim Kielsen var også formand for Inatsisartut fra 2022 til 2023. Han blev derefter erstattet af Mimi Karlsen, der var formand for parlamentet fra 2023 til og med sidste valgperiode i 2025.

Naalakkersuisut er vedtaget

Landets nye naalakkersuisut er nu også officielt vedtaget.

Dermed er det nu officielt, at Jens-Frederik Nielsen er formand for naalakkersuisut. Og det er en tydelig bevæget Jens-Frederik Nielsen, der takker for det ansvar, der er blevet vist ham.

- Det har aldrig været vigtigere at stå sammen for vores land og en stabil styring. Derfor er jeg glad for denne brede koalition med 75 procent af stemmerne, siger Jens-Frederik Nielsen fra talerstolen.

Han præsenterer samtidig det nye naalakkersuisut. På ministerposterne sidder Múte B. Egede (IA), Vivian Motzfeldt (S), Nivi Olsen (D), Naaja H. Nathanielsen (IA), Anna Wangenheim (D), Mads Pedersen (IA), Peter Borg (D), Bentiaraq Ottosen (A) og Aqqaluaq B. Egede (IA).

Naleraq, som er det eneste oppositionsparti, kritiserer, at Mads Pedersen går fra debatvært på KNR til naalakkersuisoq for børn og unge. Mads Pedersen var vært på afslutningsdebatten på KNR under Inatsisartutvalget. Naleraq mener, at magtdelingen skal holdes, selvom landet har en lille befolkning. De er dog ikke imod ham.

Stemningen i Inatsisartutsalen er god og præget af mange følelser, fortæller KNR's reporter, der er tilstede i salen. Der er store smil og våde øjne. Og små drillerier blandt politikerne. Det er tydeligt, at valgkampen er forbi.