Nu reagerer naalakkersuisoq på snescooterulykke i Qeqertarsuaq

Naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap fortæller, at hun vil genbesøge myndighedernes kommunikation og se på en ny lokal aftale.
Anna Wangenheim (D), naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap, skriver til KNR, at hun forstår de lokales bekymringer: - Det er en dybt alvorlig hændelse, og jeg forstår fuldt ud den bekymring, som mange borgere føler, skriver hun. Foto © : KNR/Johansinnguaq Olsen
Skrevet af Markus Valentin
17. februar 2026 16:32

KNR bragte tidligere på ugen en artikel om, at lokale i Qeqertarsuaq kritiserede, at sundhedscenteret ikke var åbent, da de to drenge, som var forulykket på en snescooter, blev bragt tilbage til byen.

Her skulle de vente udenfor med skader og forfrysninger; det til trods for, at politiet var underrettet.

Dengang ville naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap, Anna Wangenheim (D), vente med at udtale sig, indtil hendes departement havde lavet en redegørelse over, hvad der var sket.

Nu hvor redegørelsen er her, åbner hun op om hendes syn på ulykken, og hvad hvad hun vil gøre herfra.

Det skete på dagen

Efter at have set på sagen skriver Departementet for Sundhed og Personer med Handicap følgende til KNR:

- Sundhedsvæsenet blev ikke kontaktet eller varslet om, at der foregik en eftersøgning, at der havde været en snescooterulykke, eller at man var på vej med tilskadekomne til sundhedscenteret i Qeqertarsuaq, skriver de.

Da aftenvagten sluttede klokken 23.45 var der ikke modtaget en melding om, at der var sket en ulykke.

Efter snescooterulykken takkede Grønlands Politi de lokale, som havde hjulpet til med at finde de to drenge. Foto © : Birgitte Kjeldsen

Men departementet skriver, at 'en meget chokeret kvinde' ringede til nattevagten klokken 00.05 natten mellem den 1. og 2. februar.

- Hun oplyste, at der stod nogle personer foran sundhedscentret med forfrysninger. Der blev ikke nævnt noget om en snescooterulykke, skriver departementet.

Derefter oplyses der, at 'personalet reagerede hurtigt, og den første sundhedsfaglige medarbejder ankom til sundhedscenteret cirka fire minutter efter den første henvendelse'.

- Hun åbnede straks døren, så de tilskadekomne kunne komme ind. Kort efter blev flere medarbejdere tilkaldt og ankom hurtigt til stedet.

Bedre kommunikation

Grønlands Politi oplyste dagen efter ulykken til KNR, at de modtog en anmeldelse om, at to drenge var forsvundet klokken 22.40.

Departementet oplyser nu at politiet ringede til lægen klokken tolv minutter over midnat: - men meldte kun om frostskader, ikke om en ulykke, skriver de.

- Det betyder, at sundhedspersonalet på intet tidspunkt fik en varsling om, at der havde været en snescooterulykke, eller at der var alvorligt tilskadekomne. Personalet forventede at modtage personer med forfrysninger, og ingen var forberedt på at modtage to svært kvæstede drenge.

Anna Wangenheim siger i et skriftligt svar, at det er en dybt alvorlig hændelse, og at hun har fuld forståelse for den bekymring, man borgere føler.

Derfor vil hun se på, om kommunikationen kan forbedres mellem myndighederne.

- Jeg vil opfordre de involverede beredskabsaktører til at genbesøge kommunikationsvejene ved akutte hændelser, så tilsvarende ikke sker igen, skriver Anna Wangenheim.

Lokal aftale

Anna Wangenheim understreger, at borgerne altid kan komme i kontakt med sundhedsvæsenet og det vagtværende personale i Qeqerarsuaq.

Samtidig anerkender hun, at der er behov for et styrket samarbejde.

- Efter vores sidste borgermøde i Qeqertarsuaq er det blevet klart, at der er behov for at styrke samarbejdet på tværs af sektorerne, og at manglende og hurtigere transportmuligheder til regionsbyerne kan være medvirkende årsag til utryghed. 

Derfor vil hun og naalakkersuisut set på en ny lokalaftale.

- Naalakkersuisut ønsker at afsøge en ny og styrket samarbejdsaftale lokalt i Qeqertarsuaq, som skal sikre, at både fagligheden og borgernes oplevelse af tryghed forbedres døgnet rundt.

Departementet for Sundhed og Personer med Handicap oplyser til sidst i deres skriftlige svar, at naalakkersuisut 'fortsat er i dialog med partierne om et udvidet sundhedsforlig.

- Dette arbejde har til hensigt at skabe forbedret rammer for sundhedsbehandlinger til gavn for borgerne, skriver de.