Nordkorea har udstationeret soldater og tunge våben ved grænsen til Sydkorea, efter at de to lande i sidste uge ophævede en fælles militær aftale.
Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.
Aftalens formål var at mindske de militære spændinger mellem de to lande. Den blev indgået i 2018 og betød blandt andet, at det var forbudt for parterne at udstationere bevæbnede soldater ved den demilitariserede zone (DMZ).
DMZ er et fire kilometer bredt bælte mellem Nord- og Sydkorea - to kilometer på hver side af den formelle grænse.
Desuden indebar aftalen et flyveforbud for alle typer af luftfartøjer over DMZ og en række andre tiltag.
Aftalen blev underskrevet af den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, og den daværende sydkoreanske præsident Moon Jae-in.
Sydkorea meddelte, at man delvist ville ophæve aftalen, efter at Nordkorea ifølge landet selv lykkedes med at sende sin første spionsatellit i kredsløb om Jorden.
Efter Sydkoreas udmelding lød det fra Nordkorea, at landet ville skrotte aftalen helt.
Mandag varslede Nordkorea ifølge det statslige nyhedsbureau KCNA, at flere satellitopsendelser kan ligge forude.
- Det er en lovlig og rimelig måde at udøve sin ret til at forsvare sig selv og grundigt reagere på og overvåge USA og dets tilhængeres militære aktioner, lyder det.
Kort efter meldingen om sidste uges vellykkede opsending, lød der kraftig fordømmelse fra USA. Det er et "åbenlyst brud" på adskillige FN-resolutioner, sagde en talsperson for Det Hvide Hus.
Nordkorea advarer i mandagens udtalelse også mod konsekvenserne ved at rette FN-resolutioner mod en atombevæbnet stat.