Jens-Frederik Nielsen: - Nogle gange skal reformer gøre ondt for virke

Jens-Frederik Nielsen siger, at befolkningen skal forberede sig på svære reformer. Men trods meldinger om kollaps i sundhed og socialvæsen holder han kortene tæt til kroppen.
Siden indsættelsen af naalakkersuisut har Jens-Frederik Nielsen fokuseret på den unikke verdenssituation. Men han har ikke glemt Grønland og lover, at der er reformer på vej. Foto © : KNR / Markus Valentin
Skrevet af Markus Valentin
22. maj 2025 07:30

Jens-Frederik Nielsen har netop sat sig til rette i de bløde sofaer på formandskontoret i Nuuk efter et ophold i Færøerne. Her drøftede han den usikre verdenssituation med sine kollegaer fra Norge, Danmark, Island og Færøerne.

Mens udenrigspolitikken tager opmærksomheden, står Grønland over for en hel række udfordringer: Et presset sundhedsvæsen, mangel på boliger, et nærmest kollapset socialområde, mangel på arbejdskraft og et hurtigt svindende befolkningstal.

Verden har forandret sig, og det tvinger politikerne til at tage hårde prioriteringer, fortæller Jens-Frederik Nielsen.

Nu åbner den stadig nykårende formand for naalakkersuisut op for, hvad befolkningen skal forvente de næste fire år med ham og koalitionen på magten.

- Reformer kan gøre ondt. Nogle gange skal de gøre ondt, for at de virker. Men vi vil altid lave dem af hensyn til vores befolkningens bedste.

Sundhed og bolig

Selvom udfordringerne er mange, starter Jens-Frederik Nielsen ud med at fastslå, at han er ukuelig optimist.

- Nogle gange kan ting virke uoverskuelige, men det bliver først rigtig uoverskueligt, hvis vi giver op. Og det kommer aldrig til at ske.

Hvis Grønland skal have råd til velfærden og et godt samfund i fremtiden, fortæller Jens-Frederik Nielsen, at erhvervslivet skal udvikle sig, da de skal stå for finansieringen.

Men virksomhederne står også over for en altoverskyggende udfordring: Mangel på arbejdskraft.

Foto © : KNR / Markus Valentin

Grønlands statistik vurderer, at befolkningstallet i 2050 kan risikere at skrumpe med så meget som 20 procent. Det skyldes blandt andet faldende fødselstal, men også at unge og ældre flytter ud af landet - den tendens skal vendes.

Under valgkampen talte KNR med flere unge, som særligt nævnte sundhedsvæsenet, forholdene for børn og manglende boliger som årsag til, at de ikke ville flytte tilbage til Grønland. 

Og det er netop de områder, Jens-Frederik Nielsen og naalakkersuisut vil fokusere på. Men det er stadig for tidligt til, at formanden kan blive konkret på, hvad de reformer skal indeholde.

- Jeg kan ikke sidde her og sige, at der kommer en milliard til boliger. Det er noget, der løbende skal diskuteres. Hvad de reformer konkret kommer til at indeholde afhænger af politiske forhandlinger. Dem er vi ikke i endnu. Men min optimisme fejler overhovedet ikke noget. Det kommer vi til at knokle for hver evig eneste dag.


Kommer til at gøre ondt

Naalakkersuisut har netop godkendt, at brændstofpriserne stiger med en femtedel. Det er på trods af, at Jens-Frederik Nielsen selv i valgkampen har tordnet mod, at det ikke må blive dyrere at være grønlænder.

Men beslutningen var nødvendig, mener han. For verdensmarkedet har ændret sig, og det er ikke noget, Grønland selv kan styre.

Foto © : KNR / Markus Valentin

Jens-Frederik Nielsen fastslår, at der kan komme flere af sådanne hårde prioriteringer i regeringsperioden.

- Befolkningen skal vide, at arbejdshandskerne og knofedtet er taget på. Men vi står i en situation uden for landets grænser, der kan være svær at forudsige, og som gør det svært at løse ting med et knipstag. 

- Der vil komme tider i en regeringsperiode, hvor faktorer, man ikke kan styre, gør, at man må tage beslutninger, der kommer til at gøre ondt. Det bliver ikke anderledes i denne her regering. 

Hvor kan det komme til at gøre ondt?

- Vi har lige haft en situation, hvor priserne på råolie er steget - selvom det er en beslutning, vi ikke er glade for eller har lyst til at tage. Vi skal arbejde udenom det og se på rammerne for, hvordan vi alligevel kan gøre det godt. Men pointen er, at udefrakommende faktorer er en del af spillereglerne.

Foto © : KNR / Markus Valentin

Kommer der til at være så nødvendige prioriteringer, at man også må sige, at man må ofre koalitionen?

- For det første bliver jeg ikke konkret endnu. For det andet er der ikke nogen i koalitionen, som kommer til at overrule hinanden. Koalitionens samarbejde er stærkt, og vi har valgt at stå sammen i en meget svær tid. En tid, der grundet eksterne faktorer, vil kræve svære beslutninger. 

Danske investeringer

Jens-Frederik Nielsen er heller ikke bleg for at sige, at Danmark bør tage, hvad han ser som deres ansvar over for Grønland, mere seriøst.

- Danmark har ikke gjort nok i rigsfællesskabet for, at Grønland skal udvikle sig, og det har jeg ikke lagt skjul på. Derfor har jeg været meget skarp i retorikken om, at vi skal have investeringer. Jeg mener, at Grønland kunne have stået i en anden situation, hvis Grønland i tidligere tider var blevet opprioriteret.

Foto © : KNR / Markus Valentin

Hvor kan Danmark bidrage mere?

- Man kan øge landets tilgængelighed og erhvervsinvesteringer. Men der er mange områder, hvor Danmark kunne være en part og skulle have været det for længe siden. Men det skal ske på vores præmisser.

Hvordan tror du den danske befolkning vil tage det, når du kommer og siger, at de skal investere mere i os?

- Lige præcis dén retorik og fortælling er et soleklart eksempel på mangel på ligeværd. Vi i Grønland ved fandme alt om Danmark, men der er ikke mange danskere, der ved noget om Grønland. Jeg er overbevist om, at Grønland ikke er en dårlig business for Danmark. Jeg synes, at vi skal tale ud fra den faktiske virkelighed og så se på, hvor der skal gøres noget.

Selvom Jens-Frederik Nielsen langer ud efter Danmark for ikke at have løftet deres ansvar før i tiden, så vil han hellere fokusere på, hvordan de to lande kan samarbejde om at blive mere ligeværdige.

- Vi er ikke en ligeværdig part - både i forhold til, at vi ikke kan agere selv, men også i forhold til levevilkårene vores to lande imellem. Der ligger noget historik og noget underliggende. Men når jeg ser fremad - som jeg helst vil - ser jeg muligheder for mange ting.