Nina Kreutzmann har samlet 20.000 kroner til Gaza: Jeg får en følelse af afmagt

Nina Kreutzmann beskriver situationen i Gaza som meget, meget voldsom, og derfor har hun startet en indsamling for at støtte ofrene.
- Jeg ville ønske, jeg havde skrevet, at mit mål var 100.000 kroner. Fordi det alligevel gik hurtigt. På ingen tid nåede jeg mit mål på 20.000 kroner, siger Nina Kreutzmann. Foto © : KNR / Henriette Simonsen
22. november 2023 08:00

Billeder og videoer af børn med brandsår, døende børn og forældre, der lige har mister deres babyer.

Det er, hvad der møder Nina Kreutzmann, når hun opsøger nyheder om konflikten mellem Hamas og Israel, som siden 7. oktober har resulteret i, at flere end 5500 børn har mistet livet i Gazastriben ifølge deres regering.

Og det har fået musiker Nina Kreutzmann til at handle.

- Det er meget, meget, meget voldsomt, det der foregår. Og nu lever vi jo i en tid, hvor vi nærmest får det livestreamet, hvad der sker dernede lige nu, siger hun og fortsætter:

- Jeg kan ikke ikke gøre noget. Og så står man jo lidt i en situation og tænker, hvad kan jeg gøre? Og det eneste, jeg lige nu kan gøre, er at samle penge ind til dem, der er nede og arbejder hårdt for at hjælpe ofrene.

Sagen kort

7. oktober brød soldater fra Hamas over grænsen mellem Israel og Gazastriben og dræbte ifølge Israel 1200 mennesker, størstedelen af dem civile.

Mindst 13.000 palæstinensere er ifølge det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium i Gaza blevet dræbt som følge af Israels modangreb. Flere end 5500 af dem er børn.

Angrebne kommer som resultat af den årtier lange konflikt mellem israelere og palæstinensere om, hvem der har ret til landet.

Konflikten går langt tilbage og er en af verdens ældste.

Der bor omkring to millioner mennesker i Gaza-striben, som er på størrelse med Langeland i Danmark. 40 procent af dem er under 15 år.

Terrororganisationen Hamas har siden 2007 kontrolleret Gazastriben. Israel kontrollerer dog Gazas grænser, farvandet ud for Gaza og luftrummet over Gaza.

Som modsvar på Hamas’ angreb underlagde Israel Gaza en fuldstændig blokade, hvor mad og brændstof ikke måtte bringes ind i det palæstinensiske område. De slukkede også for elektricitet og vand.

Hun har altså startet sin egen indsamling gennem Røde Kors’ hjemmeside, hvor alle pengene går til det nødhjælpsarbejde, som organisationen laver i Gaza.

Og indsamlingen har allerede ramt 20.000 kroner, som var hendes mål, selvom der er mere end to måneder til slutdatoen. 

- Jeg ville ønske, jeg havde skrevet, at mit mål var 100.000 kroner. Fordi det alligevel gik hurtigt. På ingen tid nåede jeg mit mål på 20.000 kroner, siger Nina Kreutzmann.

Hun opfordrer folk til stadig at donere, hvis man kan.

Forældre reagerer på, at et af deres to børn er blevet dræbt i et israelsk bombardement i den sydlige del af Gaza. Foto © : Mahmud Hams/AFP/Ritzau Scanpix

En følelse af afmagt

Nina Kreutzmann voksede op med at høre radioavisen hver dag, og det betød, at hun har fulgt med i, hvad der sker rundt omkring i verden. På godt og ondt. Og gennem hendes forældre har hun lært at stille kritiske spørgsmål til de ting, der foregår.

Det er noget af det, der driver hende til at handle i situationer som den her. Det er nemlig ikke første gang, at hun samler ind. Hun gjorde det også under flygtningekrisen i 2015, og da krigen i Ukraine begyndte sidste år.

- Jeg støtter mange ting, men det er Gaza lige nu, der brænder rigtig, rigtig meget, siger hun.

Og derfor følger hun også situationen tæt, selvom det er hårde billeder, hun møder.

- Jeg prøver at holde styr på, hvad det egentlig er, der foregår. Og man jo nødt til at se nogle ting, som gør rigtig ondt, siger Nina Kreutzmann og fortsætter:

- Jeg får en følelse af afmagt, selvfølgelig. Det tror jeg, at de fleste vil få, når man ser døende og døde børn.

Børn, som blev såret i en israelsk bombardement, får behandling på Nasser Medical Hospital i den sydlige del af Gaza. Foto © : Yousef Masoud/New York Times/Ritzau Scanpix

Meget, meget kritisk

Situationen i Gaza bliver omtalt som en humanitær krise. Der er akut mangel på vand og mad.

Kort før interviewet modtog Nina Kreutzmann en besked fra Dansk Røde Kors, hvor der stod, at de mister deres ambulanceførere i Gaza.

- Det er meget, meget kritisk, at dem, som hjælper, også bliver dræbt, siger hun.

Nina Kreutzmann bliver stadig dybt berørt af situationen, selvom hun prøver at hjælpe ofrene i Gaza med sin indsamling.

- Vi kan ikke forestille os, hvordan det er at være i krig. Grønland har aldrig været i krig. Så det er stadig en følelse af afmagt og uretfærdighed.

Og midt i den her følelse af afmagt står Nina Kreutzmann tilbage med ét spørgsmål: hvordan forholder naalakkersuisut sig til konflikten i Gaza?

- Jeg mangler at høre noget fra vores ledere. Jeg ved, vi er mange, der har lyst til at høre nogle ord derfra, siger hun.

Frem til 1. februar kan man donere penge til Nina Kreutzmanns indsamling.