Naturresurser kan ikke genskabes

Storskalaloven og storskalaprojekterne har allerede nu vist sig at være et af valgets helt store temaer. De to store partier IA og Siumut er langt fra enige om, hvordan Grønland får mest ud af de værdifulde naturresurser, der findes i undergrunden.
Jens-Erik Kirkegaard Foto © : Siumut
Skrevet af Peter Troelsen
10. februar 2013 13:06

IA mener at Grønland kan tjene milliardbeløb på selskabsskatter fra de firmaer, der vil udvinde resurserne. Siumut tror derimod mest på at indtægterne skal komme fra royalties fra selskaberne, for de produkter de henter op af jorden.

-Man skal huske på, at mineral ressourcer ikke kan genskabes, ikke kan yngle. Dvs. når råstoffet er taget op af jorden, så er den væk for altid. Jeg tror derfor på, at ejerne selvfølgelig skal have en mere direkte kompensation ud af de kommende udnyttelser af ikke levende ressourcer. Jeg tror på, det er en ret, en selvfølge, at Grønland får en mere direkte procentdel, ligesom man gør i mange andre lande med mineindustrier, fastslår Jens-Erik Kirkegaard, der er kandidat for Siumut ved det kommende valg til Inatsisartut.

I andre lande, der har satset på selskabsskat har der været endog meget store problemer med at trække penge ud af de internationale firmaer, der har hentet resurser op af jorden, og frygten hos Siumut er, at det samme skal ske i Grønland. Sporene fra USA, der har svært ved at hente selskabsskatter fra olieselskaberne selv om de har overskud, og fra Danmark, der har iværksat stramninger på det felt, uden at der er kommet synderligt flere penge i kassen, skræmmer.

-Mulighederne er mange, royalties på produceret mængde kombineret med lavere selskabsskat, ressourcerente på superprofit osv. En fair løsning for begge parter kan opnås. Men vi er nødt til at tænke større end forhåbningerne om roller som mulige arbejdstagere og underleverandører. Vores råstoffer er trods alt begrænset og non-renewable ressource, lad os benytte dem til gavn for samfundet, også på den lange bane. Det skal være bæredygtigt for alle parter, forklarer Jens-Erik Kirkegaard, der er ny på Siumuts liste til det kommende valg.