Nationalteater lukket på grund af skimmelsvamp – igen

Det er kun fire måneder siden, at Grønlands Nationalteater kunne rykke tilbage i vante rammer på Industrivej i Nuuk efter længere tids nedlukning på grund af skimmelsvamp. Nu er problemet tilbage.
Grønlands Nationalteaters bygning på Industrivej i Nuuk huser normalt både skuespillerskolen, teatersal og administration. Men lige for tiden er der kun håndværkere til stede. Foto © : Thor Bill / KNR
Skrevet af Thor Bill
27. marts 2024 12:48

Det var en storsmilende teaterchef, der tilbage i november måned kunne rykke alt personale og alle aktiviteter tilbage i Grønlands Nationalteaters lokaler på Industrivej i Nuuk.

Bygningen havde gennemgået en omfattende reparation og sanering, efter der sidste sommer var fundet skimmelsvamp.

Men nu – kun fire måneder efter tilbageflytningen – er skimmelsvampen tilbage. Og dermed er teatret igen lukket ned, fortæller teaterchef Vivi Sørensen.

- Vi har haft forskellige symptomer i flere måneder og er derfor flyttet fra Industrivej. Vi har fået undersøgt, om der er kommet skimmelsvamp igen, og da det blev opdaget, har vi fundet lokaler til personalet forskellige steder, siger hun. 

Håndværkere har i flere dage været i gang med at udbedre problemet, men teaterchefen ved ikke, hvor langvarig nedlukningen bliver.

- Vi ved endnu ikke, hvor omfattende det er, men vi bliver ved med at finde forskellige ting. Derfor er vi ikke meget for at vende tilbage.


Teaterchef uden et teater

Vivi Sørensen tiltrådte stillingen som teaterchef i juni sidste år, og for hende har problemerne med skimmelsvamp gjort det til et frustrerende første år på posten.

- Jeg føler, at jeg endnu ikke har vist nogle af de mål, jeg har sat mig for, fordi vi er på overlevelses-mode hele tiden, siger hun.

Hun håber, at den nye omgang skimmelsvamp ikke kommer til at stå i vejen for teatrets og skuespillernes arbejde.

- Vi kommer til at øve en forestilling i næste uge og en anden forestilling ugen efter. Jeg håber, at det ikke kommer til at blive påvirket. Vi er jo også arbejdsgivere for en række skuespillere, og endelig kan vi give dem noget arbejde nu. På grund af skimmelsvamp har vi endnu ikke rigtig lavet nogle forestillinger i år.

Der er dog fortsat håb for teaterforestillinger i løbet af foråret.

Fra maj måned skal Grønlands Nationalteater nemlig på en sejlende turné fra Qaanaaq og hele vejen ned langs vestkysten. Og den regner teaterchefen med at kunne gennemføre.

- Selvom Nationalteatret på Industrivej er ramt af skimmelsvamp, håber jeg, at vi kan tage på den store turné med forestillinger i hele landet som planlagt. Det kræver heldigvis ikke et teater, siger hun.