Nationalteatret renset for skimmelsvamp: Godt at komme tilbage
Efter flere medarbejdere i Grønlands Nationalteater, Nunatta Isiginnaartitsisarfia, havde haft ubehag gennem længere tid, blev der i sommer konstateret skimmelsvamp i adskillige rum i teatrets hus på Industrivej i Nuuk.
Derfor måtte alle aktiviteter rykkes ud af huset for en periode, ligesom flere gæsteforestillinger måtte flyttes eller udskydes.
Men nu kan teatrets medarbejdere så småt begynde at vende tilbage til de velkendte lokaler på Industrivej.
De seneste måneder har håndværkere i samarbejde med udlejeren af huset nemlig været i gang med en omfattende reparation og skimmelsanering i bygningen. Og det arbejde har givet gode resultater.
De seneste luftprøver viser nemlig acceptable niveauer i hele bygningen, hvilket glæder teaterchef Vivi Sørensen.
- Det er rigtigt godt at vende tilbage. Vi glæder os meget til at være sammen igen. Vi har savnet eleverne. Og så glæder vi os til at møde publikum, lige så snart vi kan benytte den store scene, siger hun.
Ud med skimmelsvamp - ind med skuresvamp
Nationalteatret kan nemlig ikke starte op på fuld blus helt endnu. Husets teatersal står foran en større oprydning, og derfor er der ikke planlagt forestillinger der foreløbigt.
- Her er meget rodet. Vi har pillet en masse ting ned og fået lokalerne rengjort. Nu skal vi rydde op, men det glæder vi os til, siger Vivi Sørensen.
Til gengæld kan der godt spilles forestillinger i husets ”Black Box”, som ikke har været ramt af skimmelsvamp, fortæller teaterchefen.
- Der vil være forestillinger for børn 1. og 9. december. Det sker i den lille sal, som heldigvis ikke har været ramt at skimmelsvamp, og derfor er i orden, siger hun.
Derudover forbereder skuespillerne sig også til KNR’s nytårsprogram, hvor de håber at bringe lidt af teatrets ånd ind i alles hjem nytårsaften.