Narsaq: En person konstateret positiv for covid-19
En person der er indrejst fra Danmark til Narsaq er fundet positiv for covid-19 ved test efter indrejse. Personen indrejste tirsdag den 23. februar.
Personen har været i direkte kontakt med Det Grønlandske Patienthjem.
Det skriver Selvstyret i en pressemeddelelse.
- Der er iværksat fuld smitteopsporing af alle kontakter under rejsen og i Narsaq. Smitteopsporingen udføres af politiet i samarbejde med landslægeembedet, skriver Selvstyret.
- Medarbejdere fra corona-sekretariatet vil i løbet af i dag kontakte alle relevante personer der er blevet sat i karantæne og informere dem nærmere om varigheden af karantænen og muligheder for at blive testet.
LÆS OGSÅ Fem patienter og pårørende er coronasmittet på patienthjemmet i København
Landslægeembedet anmoder alle indrejsende, som har opholdt sig på Det Grønlandske Patienthjem, om at være særligt opmærksomme på om de oplever symptomer og endvidere at lade sig blive testet på 5. dagen efter indrejse.
Herudover skal de være ekstra opmærksomme på forholdsreglerne.
Alle i Narsaq bedes i den kommende tid at være ekstra opmærksomme på at overholde alle forholdsregler, som kan nedsætte risikoen for smittespredning, herunder:
- Hold afstand på 2 meter og undgå fysisk kontakt
- Husk at holde god håndhygiejne
- Bliv hjemme hvis du har symptomer og kontakt straks det lokale sundhedsvæsen med henblik på at blive testet