Fem patienter og pårørende er coronasmittet på patienthjemmet i København
Der er igen coronasmitte på Det Grønlandske Patienthjem i København.
Fem patienter og pårørende, der er på patienthjemmet, er blevet smittet, oplyser Sundhedsledelsen til KNR.
Det er ikke første gang, at der er smitte på patienthjemmet. Tilbage i januar blev to personer, som ikke boede på hjemmet, men havde tilknytning til det, også smittet.
I påsken sidste år blev en patient på hjemmet også konstateret smittet sammen med en pårørende.
Besøgsforbud og spisning på værelset
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra patienthjemmet selv.
I en mail skriver Sundhedsledelsen til KNR, at:
Der er fortsat besøgsforbud på hjemmet, fællesarealer er lukkede, og patienterne spiser på deres egne værelser.
Alle beboere og medarbejdere bliver testet, og så skal de bære mundbind eller maske overalt på patienthjemmet – dog ikke på deres egne værelser.
LÆS OGSÅ To med tilknytning til patienthjemmet i København er smittede med corona
I denne uge bliver ingen patienter flyttet fra Grønland til patienthjemmet.
Patienter som vurderes til ikke at kunne vente helt til i næste uge, bliver i stedet for indlogeret på et hotel.
Der vil heller ikke være nogen hjemrejse til Grønland fra patienthjemmet, før patienten er testet negativ.
Alle smittede i Grønland er raske
I Grønland er der i øjeblikket ingen registrerede tilfælde af corona.
I alt har der været 30 og alle er raske igen.
I Danmark ser det noget anderledes ud: I løbet af det seneste døgn er 497 konstateret smittet.
243 er indlagt og af dem ligger 44 på intensiv lige nu.
Fire er døde indenfor det seneste døgn.
Det Grønlandske Patienthjem i København hører under Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, men er underlagt de danske sundhedsmyndigheders retningslinjer, da det ligger i Danmark.
På patienthjemmet bor grønlændere, der bliver behandlet for deres sygdomme på hospitalerne i hovedstaden.
Mange af dem er i længere behandlingsforløb, hvor de ikke er indlagte på fuld tid. Men de har brug for støtte, pleje og logi - og det får de på patienthjemmet.