Nalik Ventures leverer millionoverskud og skærper strategien

Investeringsselskabet Nalik Ventures leverer overskud på 46,5 millioner kroner og styrker indsatsen for grønlandsk erhvervsliv
Nalik Ventures kan se tilbage på et stærkt regnskabsår. Med et overskud på 46,5 mio. kr. i 2025 – drevet primært af værdistigninger i deres aktieportefølje – har investeringsselskabet oversteget det budgetterede resultat. Foto © : KNR / Markus Valentin
Skrevet af Isak Hüllert
02. juni 2026 15:18

Investeringsselskabet Nalik Ventures A/S kom ud af 2025 med et overskud på 46,5 millioner kroner, hvilket er højere end budgetteret.

Resultatet er primært drevet af værdistigninger i selskabets aktieportefølje.

Bestyrelsen betegner årets resultat som tilfredsstillende og peger samtidig på, at selskabet i stigende grad fokuserer på at understøtte udviklingen af grønlandske virksomheder og iværksættere.

Ifølge bestyrelsesformand Miki Lynge befinder Grønland sig i en periode med voksende økonomiske muligheder som følge af øget aktivitet, forbedret infrastruktur og stigende international interesse.

- Vi står i en tid med flere muligheder end tidligere. Men muligheder skaber ikke vækst af sig selv. Det gør virksomheder. Derfor arbejder vi målrettet for at sikre, at grønlandske virksomheder står stærkt nok til at gribe de muligheder, som udviklingen skaber, siger han.

Flere samarbejdspartnere

I løbet af året har Nalik Ventures styrket sine internationale samarbejder for at hente ny viden, erfaringer og finansieringsmuligheder til Grønland.

Samtidig er samarbejdet med kommuner og erhvervshuse blevet udbygget for at gøre det lettere for virksomheder og iværksættere i hele landet at få adgang til rådgivning, støtte og finansiering.

Et af årets centrale initiativer har været udviklingen af inkubatorforløbet IKUMA, der skal understøtte nye virksomheder og iværksættere. Projekteringen blev afsluttet i slutningen af 2025, og ansøgningsprocessen er nu sat i gang. Programmet forventes lanceret i 2026.

Særligt inden for turismesektoren ser Nalik Ventures et betydeligt vækstpotentiale som følge af de senere års investeringer i infrastrukturen.

EU-projekt fortsætter

Parallelt med dette er arbejdet med EU-programmet Capacity Facility fortsat som planlagt. Midlerne er blandt andet blevet anvendt til rådgivning, virksomhedsudvikling og styrkelse af lokale kompetencer. Programmet forventes afsluttet i 2026.

Ifølge Miki Lynge handler indsatsen om at sikre, at grønlandske virksomheder får del i den vækst, som samfundsudviklingen skaber.

- Når Grønland udvikler sig, er det afgørende, at grønlandske virksomheder udvikler sig med. Vores opgave er at skabe adgang til den viden, de kompetencer, den finansiering og de samarbejder, der gør det muligt at omsætte muligheder til vækst, virksomheder og arbejdspladser i hele landet, siger han.

I 2026 vil Nalik Ventures fortsætte arbejdet med at styrke iværksætteriet og skabe adgang til kapital, viden og samarbejdspartnere. Ambitionen er, at en stadig større del af væksten i Grønland skal skabes af grønlandske virksomheder.