Naleraq er ude af forhandlingerne om koalitionen

Naleraq har været svære at forhandle med. Derfor er de nu ude af koalitionsforhandlingerne, oplyser Jens-Frederik Nielsen.
Naleraq er som det første parti ikke længere med i forhandlingerne om en ny koalition. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
24. marts 2025 14:40

Formanden for Demokraatit, Jens Frederik Nielsen, meddeler nu, at Naleraq er ude af forhandlingerne om at danne koalition med Demokraatit.

- Det har hele tiden været min intention at danne en bred koalition, da jeg mener, at det er det rigtige i den situation, som vores land befinder sig i, skriver Jens-Frederik Nielsen i en pressemeddelelse.

Men det har ikke været muligt. For en bred koalition kræver, at man er i stand til at blive enige om betingelserne for at indgå en aftale, skriver han.

- Og det har vist sig at for svært i forhandlingerne med Naleraq.

Det sprængende punkt har været selvstændighed, står der i pressemeddelelsen.

- Vi var ellers enige med Naleraq på en række områder, men det var umuligt at finde en løsning med henblik på en eventuel aktivering af § 21 i Selvstyreloven.

Er af en anden opfattelse

Men Naleraq har en anden opfattelse af, hvad der er sket.

- Naleraqs tilgang til forhandlingerne har ellers været befolkningens ønske om forandring, skriver partiet i en pressemeddelelse.

Ved starten af forhandlingerne var der stort set enighed om målsætningerne, herunder blandt andet en ændring af fiskeriloven, afskaffelse af tvungen pension og mange andre emner.

Som et kompromis i forhandlingerne havde Naleraq endda accepteret Demokraternes mærkesag om selvstændighed.

- Demokraatit ønsker ikke at arbejde med selvstændighed spørgsmålet, og derfor smed de Naleraq ud, siger Pele Broberg, der er formand for Naleraq i et interview med KNR.

Alligevel valgte Demokraterne tilsyneladende ikke at stå ved deres egne valgløfter og smed Naleraq ud af forhandlingerne, skriver partiet i pressemeddelelsen.

- Der var ingen større knaster for et samarbejde, hvis der var vilje til at søge det, lyder det fra Naleraq-formanden.

- De har ikke ønsket at have fokus på tvungen pensionsopsparing, fiskeriloven og mange andre forhold, som vi er enige.

Forhandlingerne fortsætter med de øvrige partier.