Naja Lyberth efter spiralkampagnen: Det får mit hjerte til at bløde
Med krystalblåt hav og snehvide fjelde i baggrunden emmer der af ro omkring Naja Lyberth, der toner frem på en iphoneskærm fra Ilulissat.
Men ro er langt fra det rigtige ord til at karakterisere den senere tid for Naja Lyberth.
Spiralkampagnen har været på manges læber i Grønland, siden DR tidligere på måneden kom frem med historien, der fortæller, hvordan tusindvis af grønlandske piger og kvinder fik opsat spiral fra 1966 il 1970’erne.
- I den nye DR-podcast ”Spiralkampagnen” bliver dokumenter gravet frem, som viser, at spiralerne udgjorde danske myndigheders strategi for at nedbringe befolkningsvæksten i Grønland.
- Tusindvis af piger fik påsat spiral fra 1966 til 1975.
- Fra 1966 til 1970 blev der opsat 4500 spiraler.
- På daværende tidspunkt var der 9000 fertile kvinder i Grønland.
- Flere af pigerne oplevede spiralpåsætningen som et overgreb, og at det var påtvunget. Det fik store konsekvenser for pigerne både psykisk og fysisk. Flere af pigerne fortæller om smerter og traumatiserende oplægninger.
- Der var ikke lovhjemmel til at påsætte spiraler på mindreårige piger uden forældrenes samtykke, da strategien startede. Derfor blev lovgivningen ændret til, at læger kunne vejlede piger under 18 år i prævention uden forældresamtykke. Det blev af flere læger tolket som, at pigerne kunne få påsat spiral uden forældresamtykke.
- "Spiralkampagnen" bliver sendt på P1 fra den 8. maj.
Kilde: DR-podcast "Spiralkampagnen"
LÆS OGSÅ Naja Lyberth fik påtvunget spiral som 14-årig: - Det føltes som om, at der var knive inden i mig
Naja Lyberth var en af dem. Hun var 14 år, da den daværende læge i Maniitsoq gav pigerne i hendes daværende klasse besked på, at de skulle have spiral. Naja Lyberth, der i dag er 60 år, oplevede ikke, at hun kunne sige fra.
Masser af beskeder
Og nu, hvor historien om spiralkampagnen er ude, modtager hun massevis af beskeder fra kvinder, der har stået i samme situation som hende selv. Kvinderne har blandt andet skrevet i en Facebookgruppe, som Naja Lyberth har oprettet som et forum for dem, der har været en del af spiralkampagnen.
- Der er rigtig mange, der reagerer, især dem der nu finder ud af, hvorfor de ikke har kunnet blive gravide, hvorfor de har haft underlivsproblemer, hvorfor deres æggeledder var blevet blokeret, eller hvorfor de var nødt til at få opereret deres livmoder væk. Det er voldsomme reaktioner, og det er meget forståeligt, siger Naja Lyberth med alvorligt udtryk og fortsætter:
- Det får mit hjerte til at bløde, selvom jeg også selv er ramt. Men det hjælper rigtig meget, at vi er fundet sammen, hvor vi er blevet en slags medsøstre. Nu er der nogle omkring os, der forstår, hvad vi har været igennem.
Kvinder skal have mulighed for traumebehandling
Spiralkampagnen har fået stor opmærksomhed blandt den grønlandske befolkning. Flere grønlandske politikere har været ude og kalde historien for ”rystende”, ”grusom” og ”skrækkeligt”. Og nu kræver Naalakkersuisut, at der skal laves en udredning af spiralkampagnen.
Det vækker glæde hos Naja Lyberth.
- Vi har brug for politikere, der kan handle for os, siger hun.
LÆS OGSÅ Politikere om spiralkampagnen: Rystende, grusomt og skrækkeligt
For Naja Lyberth har det været en stor skuffelse at finde ud af, at datidens politikere i Grønland godt kendte til spiralkampagnen, mens den stod på.
- Det, der gør os så traumaramte er, at der ikke var nogle, der beskyttede os mod de indgreb, som har store følger for mange kvinder.
Ifølge Naja Lyberth er det derfor vigtigt, at de kvinder, der har været en del af spiralkampagnen, får tilbud om traumebehandling. Hun er selv uddannet psykolog og traumebehandler og fortæller, at uddannelsen har været en stor hjælp i forhold til at bearbejde hendes eget spiralindgreb.
LÆS OGSÅ Råd for menneskerettigheder: Danmark har krænket grønlændernes menneskerettigheder
- Jeg håber, at kvinderne, som sidder rundt omkring i Grønland, meget snart får tilbud om traumebehandling. Jeg har fået nok ressourcer til, at jeg nok skal klare mig, men jeg er træt og har brug for, at politikerne eller myndighederne tager over, siger Naja Lyberth som reaktion på de seneste ugers store opmærksomhed.