Naalakkersuisut vil ændre Grønlands Råd for Menneskerettigheder

Grønlands Råd for Menneskerettigheder skal ændres, hvis det står til Naalakkersuisut, som vil have større indflydelse på hvem der skal sidde i Rådet.
Menneskerettigheder, rapport
Arkivfoto Foto © : KNR
Skrevet af Inge S. Rasmussen
31. januar 2018 10:58

Et nyt lovforslag om Grønlands Råd for Menneskerettigheder er på vej. Det vil blandt andet reducere antallet af medlemmer fra nuværende 15 til 11 medlemmer.

Lovforslaget indebærer desuden, at Naalakkersuisut fremover skal udpege rådets medlemmer, herunder formanden.

Og lige præcis dén del bliver fremhævet som problematisk af flere høringsparter.

Grønlands Erhverv (GE) skriver i sit høringssvar, at for "at sikre størst mulig uafhængighed, bør udpegningen af medlemmer ske af organisationerne selv og ikke Naalakkersuisut." Det samme gør sig gældende, hvad angår udpegning af rådets formand, mener GE.

Et synspunkt der bakkes op i høringssvar fra både Rådet for Menneskerettigheder, Ilisimatusarfik og Transparency International Greenland.

LÆS OGSÅ Ny formand i Grønlands Råd for Menneskerettigheder

Der vil være tre fødte medlemmer af rådet: Børnetalsmanden, handicaptalsmanden og formanden for Ligestillingsrådet.

Blandt de institutioner og organisationer, der fremover ikke vil være repræsenteret i Rådet, er ICC, Ilisimatusarfik og Transparency International Greenland.

Rådet vil ligeledes skulle oprette og varetage sit eget sekretariat. Men uden at der bevilliges flere penge til rådets budget, hvilket høringsparterne stiller sig skeptiske over for.

Lovforslaget har været i høring før jul, med høringsfrist den 11. december sidste år. Grønlands Råd for Menneskerettigheder har eksisteret i fem år, og får godt 900.000 kroner om året fra Landskassen til sit arbejde.